Goodbye, Gyldendal – it's a new day!

Syvogtyve år hos Gyldendal – det er godt nok længe. Okay – med afstikkere til People's to gange. (Min redaktør, Niels Beider, kunne hverken lide Velkommen til mit mareridt eller De terminale kvinders klub, men det kunne jeg. Han tog afstikkerne pænt. Han tog alting pænt).

Niels gik på pension i 2022, og jeg burde være smuttet samtidig, men jeg anede faktisk ikke, hvor råkoldt der ville være på Gyldendal uden ham. 

Så jeg smutter først nu. 

Min agent siger, at jeg skal “kurateres“. Det er kode for “at være under strikst opsyn på et andet forlag...“ Men Lars – et andet forlag?

... så jeg ikke gør dumme ting. Men jeg ELSKER jo at gøre dumme ting!  

Så nej tak til det. Jeg har nemlig mit eget firma allerede, Sprogmenageriet, hvorfra jeg har solgt oplag efter oplag af Sprogspillet siden 2018. 

Og ved du, hvad der sker, hvis man har sit eget firma, og det går godt? Så bliver man helt syg med at bestemme alting selv. Derfor ligger det lige for at henvende sig til Erhvervsstyrelsen og købe et par aliasser: Sprogmenageriet er fra nu af også Bogmenageriet, og hvis det skal være helt åndssvagt, så tag også Sprog- og Bogmenageriet med – så er jeg da dækket ind.

Ikke alene kan jeg nu bestemme alting selv, jeg kan også hygge mig ved tanken om, at jeg fra nu af vil lave mine egne fejl og sige undskyld til mig selv, når det sker.  

Men jeg vil savne Gyldendals fester, julestuen og efterårsreceptionen, især den. Intetsteds er kanapéerne bedre. Og der var højt til loftet, så man kunne skeje ud eller bare dele en banan.

Lige her og nu skal jeg og Bogmenageriet have afsluttet et par hængepartier, først og fremmest den tredje bog i kioskkrimi-serien om store og små forbrydelser i provinsen, hvor de to første var de her:

Denne smækre sag udkom den 16. april:

Og du kan både læse mere og købe ham her. Faktisk kan du få en læseprøve lige her.

Så regner jeg med, at det at bestyre mit mikroforlag bliver lige så sjovt, som dengang jeg vandt i tapas-banko.

Mere, lige om lidt.

Håndteringen var slem, men hånden var alligevel det værste: Gyldendals korrekturbrølere

”Tillykke med din nye roman, men hvad skete der med forsiden?” spurgte bogredaktøren på et af de mere prominente tidender mig ved Gyldendals efterårsreception – og gav mig et chok. For jeg anede ikke, hvad han talte om, trods det at jeg havde haft bogen liggende på mit skrivebord i et par dage. Hvorfor skulle jeg kigge på forsiden, når jeg nu kunne den udenad? Jeg mumlede noget til afsked, skyndte mig tilbage til min plads ved bordet og tjekkede min mail. 

Noget foresvævede mig om en kollega, der havde skrevet … ja, der var den; hun havde skrevet: ”PS: Stavefejlen på forsiden har du sikkert for længst set.” Næ. Men da jeg kom hjem og kiggede på min roman, var det rigtigt. Genren var SPÆNINGSROMAN.  

Jeg havde haft forsiden til endelig godkendelse før tryk. ”Jeg har ikke læst korrektur endnu. Kan du finde noget?” spurgte min redaktør pr. mail. Og jeg svarede:

Så redaktøren havde set det, men ...? 

Nogle dage senere såkaldt postede Informations Niels-Ivar Larsen på Facebook, at der var nogen, der burde have røde ører.

Røde ører? Det var vist kun mine, der var røde. Redaktøren svarede overhovedet ikke på min henvendelse og ghostede derpå min agent, som ringede til hende 10 dage i træk.

Men det skulle såmænd blive meget værre. 

Nu begyndte der nemlig at komme reaktioner fra dem, der havde fået frieksemplarer og havde læst bogen – om der ikke var lige lovlig mange trykfejl i? 

HVAD? Trykfejl? Vi havde svedt over den korrektur hele sommeren.

Jeg tilbragte nu en hel dag med at køre satskopien gennem retmintekst.dk, som alle skribenter burde bruge – og som jeg burde have brugt. Men helt ærligt – med en nidkær redaktør, en professionel korrekturlæser og mig selv, som også er ulideligt nidkær? Det faldt mig ikke ind.

Men se nu, hvad retmintekst fandt: næsten 200 fejl/trykfejl i en roman på 346 sider. 

Alt tyder på, at det var første, ikke-korrekturlæste sats, der var røget direkte i trykken. Sker helt sikkert for den bedste. 

I hvert fald sker det for det hæderkronede forlag. På samme hæderkronede forlag trækker man også stikket og opretholder radiotavshed i stedet for med det samme at reagere og gå i gang med brandslukning. Så kan forfatteren sidde der og hive sig i fletningerne og undre sig over, hvad der egentlig foregår.

  

Først da jeg henvendte mig direkte til den litterære direktør, fik jeg et svar, der lovede omtryk, men jeg skulle lede længe efter ansvarstagen, endsige noget, der bare lignede en undskyldning.

Der var jo fejl i bøger, fik jeg at vide, men det var ikke så godt med forsiden. Næsten 200 fejl i selve bogen er bare ærgerligt og helt normalt? Really?

Så hvad var det værste: hånden eller håndteringen? Håndteringen var ødelæggende for min respekt for et forlag, jeg har været på i 26 år; men hånden var alligevel det værste: Enhver, der ikke har grød mellem ørerne, ved, hvor ødelæggende sådan en omgang er for en roman, særlig da nummer to i en trilogi. Det gør ikke kun den pågældende bog radioaktiv, men tager den forrige og kommende med.

Jeg smutter. Jeg skal ud at finde mit gode humør. Det bliver svært. 

Hvem er kaosagenterne?

Der er så mange personer i romanen, at min redaktør næsten brød grædende sammen en tredjedel inde i den. "Åh, nej, ikke en til," skrev hun i margin på side 102, hvor endnu en agent, der også er ornitolog, dukker op for at studere Navalnys fængsel med sin fuglekikkert. Men der skulle komme mange flere, mennesker og grådanfald. Jeg håber, at personoversigten foran i bogen hjælper. For når alt kommer til alt, var der altså over 900 mennesker i Harry Potter.

 

Kaosagenterne er alle de mennesker, der er involveret i undsættelsen af Navalny og Saakashvili. Nogle, langt de fleste, er fiktive, herunder de to russiske afhoppere Anya og Roman, der melder sig til tjeneste i MI6 netop på det tidspunkt, hvor den kaotiske (og fiktive) MI6-chef Aidan Turner får en fiks idé om at befri Navalny – samtidig med, at en tidligere britisk toppolitiker (som burde være genkendelig) og Adam Michnik, som er en levende polsk menneskerettighedsforkæmper, går med præcis samme tanker.

Om det så er de to MET-politibetjente, Poul og Daniel, der passer min fiktive russiske afhopper Roman op, mens han belurer MI6-bygningen, så er de også virkelige mennesker. Selv samme Poul og Daniel passede nemlig mig op i januar 2024, da jeg lidt for nidkært og i bidende kulde fotograferede detaljer fra MI5-bygningen. Men efter at have vist pas og forsikret dem om, at jeg bare var en sød, gammel dame, der skrev en roman om Navalny – "Hvem er Navalny?", spurgte de gudhjælpemig – endte det i en hyggelig samtale, hvorunder jeg måtte love dem, at de fik en rolle i min bog.  

 

Næsten alle personer involveret i befrielsesaktionen i Georgien er rigtige mennesker: Mikheil ”Misha” Saakashvili var Georgiens 3. præsident og begik den i Putins øjne store synd at have held til at europæisere Georgien og vende Rusland ryggen. Og selvom han var flot og fed under sin præsidentperiode (2004-2013)…

 

…  sidder han i dag på tredje år fængslet i fængselsafsnittet af et hospital i Tbilisi og er 60 kg lettere på grund af tungmetal-forgiftning, som han selv mener er begået af selveste Putin, der engang svor, at han ville hænge Saakashvili op i nosserne:

Hans ekskone, den tidligere førstedame i Georgien, hollandske Sandra Roelofs, er en af tre kvinder, der har børn med Saakashvili, og én ting var de – i min roman – enige om: Faren til deres børn skulle ikke hensygne i et fængsel. Her er Sandra, som jeg er lidt forelsket i:

 

Den anden er Sopho Nizharadze, som repræsenterede Georgien ved Eurovision i 2007. Saakashvili tilbød hende jobbet som kulturminister i hans regering, men det endte bare med et barn:

 

Den tredje er den ukrainske parlamentariker Lisa Yasko, som Saakashvili mødte, da han gik til hånde for Zelenskys regering, og prompte besvangrede:

 

De tre får hjælp af krigshelten Mamuka Mamulashvili, lederen af Den Georgiske Legion, som kæmper mod russerne i Donbas, og som jeg også er lidt lun på – don't tell anyone.

Fiktive Roman og Anja får også hjælp af en slags krigshelt i undsættelsen af Navalny, nemlig den russiske Caesar, hvis paramilitære enhed, Freedom for Russia, har lavet sabotage–aktioner i Kursk og Belgorod, og som nu er en del af den ukrainske hær:

Og så er der alle Caesars mænd. Alle fangevogterne, alle de fængslede dissidenter. Og Saakashvilis mor. Afhopperen Greg, den georgiske agent Keto og Masha Gessen, hvis afskårne bryster har geopolitiske konsekvenser. Har jeg fået det hele med? Næppe.

Kaosagenterne

Lige siden Ruslands invasion af Ukraine har jeg brugt halvdelen af mit liv på at kigge på kort over Østeuropa og den anden halvdel på at rejse rundt i dem. Jeg er blevet en Østeuropa-freak, der frivilligt har holdt nytår i skønne art deco-Kaunas og i år i en lade af en pub med hjemmelavet øl og vidunderlig mad i Tallinn – og bruger alt for meget tid med podcasts som Ukraine – The Latest og i det hele taget med at følge med i Ruslands forsøg på krampagtigt at holde fast i sine tidligere sovjetrepublikker med alt fra bøse løgne til aktive foranstaltninger til direkte militær intervention.

Indtil videre er min Østeuropa-fiksering ud over bøgerne blevet til tre artikler, om Baltikum, om Georgien og senest om Moldova, hvor tredje bind kommer til at foregå. Jeg er afsted til Moldova og Georgien igen denne oktober for at følge valgene, der vil afgøre, om landene vender sig mod øst eller vest. Man kan bestemt hævde, at de valg er lige så afgørende som det amerikanske i 2024.

Indimellem forstår jeg Putin – hvorfor han ikke har respekt for det snakkende Vesten, som bare snakkede videre og udsendte resolutioner og fordømmelser, mens han invaderede Georgien og Krim. Hvis jeg var ham og tænkte som ham, ville alle de lamme ord da heller aldrig komme mellem mig og en genetablering af mit stolte imperium. 

 

Indimellem, når ADHD'en er værst, synes jeg bestemt, at de resolutioner skulle høre op og afløses af aftaler med nogle tilstrækkeligt sindssyge lejesoldater, som i dag går under det mere sanerede navn PMC. Når Vesten ikke kunne finde ud af at sætte foden ned og fysisk befri Navalny og Saakashvili, så kunne jeg da lige vise dem, hvordan man gør.

 

Jeg var på side 80 i manuskriptet til Kaosagenterne, da Alexei Navalny døde – eller rettere: blev myrdet. Telefonen kimede, og folk, der vidste, hvad jeg skrev på, var enige om, at nu blev jeg nødt til at smide det manuskript i papirkurven, for ”spændingen” var jo røget nu. Jeg er lidt ligeglad med den slags spænding. Hvis Navalny ikke var død, ville alle alligevel vide, at bare fordi jeg undsatte ham i en roman, ville han jo stadig sidde i det fængsel.

Mordet på Navalny var rystende. I sig selv. Håbløsheden og angsten bredte sig blandt hele den russiske opposition, dem der stadig bor i Rusland, og hele diasporaen på op til en million udlandsrussere, og hele vejen ind i min stue. Men mordet på Navalny rystede ikke min roman. For handlingen i Kaosagenterne udspiller sig i 2023, og Navalny blev myrdet den 16. februar 2024. 

Siden jeg færdiggjorde manuskriptet, er tingene gået hurtigt, og i august blev 16 russiske dissidenter/uretmæssigt fængslede amerikanere udvekslet med otte russere, en morder, flere kriminelle og en spionfamilie.Det var meningen, at Navalny skulle være en del af denne store, "historiske" fangeudveksling. Men ville han have syntes om det? Det får du svar på i Kaosagenterne. To af de befriede russiske dissidenter, Ilya Yashin og Sasha Skochilenko, ville helst have været blevet i Rusland, for hvad kan de udrette fra udlandet?

Kursk og Belgorod har også ændret karakter. I bogen, som i virkeligheden i 2023, var området stedet, hvor den paramilitære organisation Legionen for et Frit Rusland udførte sabotageaktioner. Nu er det stedet, hvor Ukraine gik ind i Rusland.

I Georgien er det kun gået ned ad bakke siden. Senest har regeringspartiet Georgisk Drøm proklameret, at de simpelthen, hvis de vinder valget den 26. oktober i år, vil nedlægge oppositionen. Det er ikke længere bare en begrundet frygt, at Rusland er godt i gang med at overtage Georgien. Det er åbenbart. 

Sådan gik valget.

Forræderne i Litauen er en roman. Det er IKKE en spændingsroman.

Da jeg skrev Forræderne i Litauen, var det ikke meningen, at den skulle ende med stemplet “spændingsroman“. Det er det nemlig ikke.

Det er en essayistisk roman om, at Litauen og Baltikum eksisterer. At tidligere sovjetrepublikker eksisterer. At tidligere sovjetrepublikker efter Putins invasion i Ukraine har afgrundsdybe problemer, vi slet ikke fatter – især hvis de længselsfuldt kigger mod Europa. At de dagligt frygter Rusland, dagligt er plaget af Rusland, der konstant truer dem med invasion, desinformation og cyberangreb. At de lever i frygt. At deres fortid som sovjetrepublik stadig plager især den ældre generation og gør dem mistænksomme over for fremmede. At de laver fantastisk mad og har en fantastisk historie og fantastiske byer og steder.

Jeg ved godt, hvordan man skriver en spændingsroman, og det her er bare ikke en spændingsroman. Det er bare mig, der synes, Østeuropa er ... spændende.

At den måske nok er “spændende“, fordi den virkelighed, den beskriver,  er spændende – som Merete Reinholdt skriver i sin anmeldelse i Berlingske: “virkelighedsnær gyser, der sitrer, som verden gør lige nu“ – er noget helt, helt andet.  

Men den kunne ikke få lov til bare at være en roman. Romanen kunne heller ikke få lov til at bære den, indrømmet, kedelige titel, jeg havde brugt som arbejdstitel: “Måske har de også taget Ana.“ Men deri bestod mystikken for mig: at folk bare forsvinder, pludseligt, måske for altid, ofte uden grund. Det var et levevilkår i de tidligere sovjetrepublikker og er det indimellem stadig i dag.

Det kan en spændingsroman ikke leve med: at folk bare forsvinder, pludseligt, for altid, uden grund. Spændingsromaner ender med at sætte møblerne på plads og give læseren afklaring. Igen ser Merete Reinholdt glasklart, når hun skriver, at det hele sker uden genrefiktionens forløsning oven på mord, mystik og andre mærkeligheder. 

Men spændingsroman skulle det være. De var alle enige: redaktøren, overredaktøren, agenten og marketing. Så derfor måtte den selvfølgelig også have en titel med spændingsromans-POW. Sandheden er, at jeg bad ChatGPT om at finde en spændingssroman-titel for mig, og jeg valgte den mindst pinlige ud af 50 forslag. (Lars Bukdahl siger det ligeud: “Allerede på første side af Susanne Stauns nye “spændingsroman“ – nemlig: “spændingsroman“ – “med den noget kraftesløse, men meget “spændingsromanagtige“ titel...“

Så skulle den have en spændingsroman-forside, der partout skulle ligne alle andre forsider til spændingsromaner, hvor spioner indgår: en skygge af en mand i et bylandskab. Set før? Jep. Jeg opponerede mod det kliche-cover i fire stive måneder, men kom heller ingen vegne med det. 

Der var engang, det var lige omvendt. Da jeg havde afleveret den første Fanny Fiske-krimi til forlaget, måtte den ikke hedde krimi. Men det var en krimi, omend en krimi-parodi – selvom ingen fattede det.  Men den måtte ikke være en krimi, for på det tidspunkt – 1999, tror jeg – var krimier slet ikke fine nok til forlaget. Det er næsten ikke til at se det, men der står altså roman i nederste højre hjørne med den tyndeste skrift, der fandtes på hylderne.

Hvad er fordelen ved ikke at deklarere en bog korrekt? Ingen. Der er INGEN fordele ved at narre fjenden i Ålborg. Jeg bliver sur, læserne bliver sure, anmelderne forvirrede – alle taber. 

En titel, en forside og en genrebetegnelse er en service til læsere – kode alt sammen. Det her er, hvad du får, i runde tal, siger de tre faktorer til sammen. Hvis den kode ikke indfrier læserens forventninger, bliver læseren skuffet. Hvem ønsker dog en skuffet læser?

Igen forudser Berlingskes vidunderlige Merete Reinholdt den skuffelse: ikke at leve op til genrekonventionens forventninger er “modigt gjort, og der skal nok være dem, der vil udtrykke deres skuffelse,“ skriver hun. 

Men der var ikke noget mod på spil her. Jeg har simpelthen bare ikke skrevet en spændingsroman. 

Ny roman: Forræderne i Litauen

Lige siden Putins invasion af Ukraine har jeg været fikseret på Østeuropa. Drømmen om at slentre langs havnefronten i Sevastopol og Odessa brast d. 22. februar – det virker frygtelig selvcentreret at skrive, når emnet er så grusomt, men sådan var det. Derfor skyndte jeg mig i maj 2022 til Baltikum og tog bussen fra Vilnius til Riga og Tallinn – inden Putin tog flere bidder af sit "nære udland". De lande var kærlighed ved første, andet og tredje blik, en mærkværdigt overset del af verden med skønne byer, skøn mad og sære mennesker. 

I første omgang blev det bare til en artikel til Weekendavisen: Paranoide eller bare bange. Den handler om, hvorfor balterne, der nærmest altid har været besat af Rusland, trods NATO-medlemskab stadig er bange for russerne – selvom min nye bedste ven, den litauiske forfatter Ruslanas Bogdanas, hårdnakket påstår, at litauerne ikke er bange: De skammer sig over, at de overgav så let, da Den Røde Hær rykkede ind i 1939, sagde han.

Vilnius gjorde et særligt indtryk. Tallinn var med sine dukkehuse alt for pæn til mig, og Riga var for normal. Vilnius derimod var sær, lidt depressiv og mærkeligt attraktiv, uden at jeg egentlig er i stand til at forklare hvorfor. Litauerne er som danskerne – fuldstændig uinteresserede i fremmede, nærmest skræmte. Aldrig har jeg fået så mange afmålte blikke, især fra kvinder over 50, der nærmest virkede, som om jeg når som helst kunne åbne læderjakken og vise dem mit bombebælte. Det har jeg en lille historie om lige om lidt. 

Jeg tilbragte yderligere en måned i Litauen i september 2022, denne gang i bil: tog færgen fra Sverige til havnebyen Klaipeda i selskab med storrygende lastbilchauffører; kørte gennem Den Kuriske Landtange, et UNESCO-beskyttet landområde, der forbinder Litauen og Kaliningrad Oblast midtpå, og videre derfra til Kaunas, der var Litauens hovedstad i mellemkrigstiden og er proppet med art deco-bygninger. Videre derfra til Vilnius, hvor jeg gennemsøgte hvert eneste hul i jorden, spiste litauiske mormormad og udspurgte chefredaktøren for The Lithuanian Tribune om alt og ikke mindst om Den Litauiske Skytteforening, en slags hjemmeværn, som han netop var blevet medlem af.

I anden omgang blev det derfor til en roman, der, som titlen antyder, foregår i Litauen: Forræderne i Litauen udkommer på Gyldendal d. 14. november 2023. Det er en historie om de russiske og polske minoriteters forsøg på at lave en folkerepublik styret fra Rusland langs Litauens østlige flanke; og om kærligheden mellem senioragent i Sikkerhedstjenestn Tomas Minkus og hans forsvundne kone, der pludselig en dag vendte Litauen ryggen til fordel for Rusland. Men romanen er også et forsøg på at lukke Litauen op, så de uindviede kan forstå, hvilket på én gang kendt og fremmed sted det er.

Jeg skrev vist, at jeg havde en lille historie; den kommer her:

En dag skulle jeg fra min lejlighed i senamiestis, den gamle by, til Vingio Park. Her afholdes der nogle af de demonstrationer, jeg skriver om i bogen, selv om de fleste foregår foran Seimas, parlamentet. Jeg aflæste på Google-maps, at det bare var en gåtur på 30 minutter, så jeg drog afsted iført mine bedste Reeboks. Men så kom jeg forbi nogle af de Bolt-scootere, der er overalt, og tænkte: "Ah, hvorfor ikke."

  Og så susede jeg afsted hen ad hullede fortove – det må man godt. Men styret rystede så voldsomt, at jeg skulle holde fast med begge hænder og derfor måtte standse, hver gang jeg ville tjekke Maps. Det er så næsten forudsigeligt, hvad der skete for hende, der er faret vild i en stor Føtex og aldrig kan finde bilen i parkeringskældre: Jeg bevægede mig længere og længere væk fra målet. Til sidst kunne Google Maps fortælle mig, at afstanden var 45 minutter, og straks efter befandt jeg mig på en motorvej – strengt forbudt – og at der var industriel forstad, affaldssorteringer og forhandlere af byggeudstyr til højre og venstre. Da jeg omsider besluttede mig for at opgive og satte elscooteren ved en Ford-forhandler uden for det autoriserede område (hvilket kostede et strafgebyr på 150 kr), var jeg dødtræt – af hidsighed. Jeg prøvede at ringe efter en Uber, men betalingskortet skulle have været udskiftet. Så prøvede jeg at ringe efter en taxa, men ingen forstod et klap af, hvad jeg sagde på engelsk. Jeg fik øje på TV-tårnet, som spiller en ikke ubetydelig rolle i min roman, og begyndte at gå i den retning – over den ene motorvej efter den anden, men TV-tårnet blev ved med at være langt, langt væk. På et tidspunkt midt i bedste indkøbstid kom jeg forbi et supermarked, anlagde mit bedste smil og spurgte dem, der kom ud af supermarkedet, om jeg kunne få dem til at ringe efter en taxa til mig. Men de var alle sammen kvinder og gav mig bare de sureste elevatorblikke og skred videre.  Jeg så, at batteriet på min iPhone var på rødt, men alligevel fik jeg sammenbikset en besked på litauisk i Google-translate, hvor der stod: "Undskyld, men De kunne vel ikke ringe til en taxa for mig? Jeg aner ikke, hvor jeg er og taler ikke litauisk."

Og så stod jeg længe og ventede på, at en  venligt-udseende mand, der umuligt kunne være lige så skrækkelig som de sylespidse kvinder, skulle materialisere sig, og dér var han, en mand i halvtredserne, som jeg igen übervenligt smilende nærmede mig med telefonen i læsehøjde.

„Atsiprašau, bet tu negalėjai man iškviesti taksi, aš neįsivaizduoju, kur esu, ir nemoku lietuviškai.“

Ah, sagde han og derpå noget mere på vakkelvornt engelsk, hvorpå han ringede op og prajede en taxa til mig. Han var ikke kun venlig, han var godt gammeldags skidesød, for ikke alene ringede han efter den taxa, men stod også – behørige to biler  fra mig – og ventede på den sammen med mig. Og så gav han mig en flaske vand og fjernede sig igen. Han mente, at hans engelsk for dårligt, og det var ærgerligt. Men ham glemmer jeg aldrig. Se ham lige, to biler væk: 

Efter 30 minutters ventetid kom den taxa omsider, og den venlige mand fik et kæmpekram fra den helt store kramskuffe, og i taxaen kunne jeg kun tænke på én ting: Jeg er reddet! Nej, en til: Jeg er sulten. Da jeg omsider nåede tilbage gik jeg direkte på restaurant og købte en skøn, fed udgave af Königsberger Klopse, ham her:

Jeg spørger mig selv, om jeg havde været så vild med Litauen, hvis ikke jeg havde mødt den venlige mand?

Georgien – midt i larmen

Tbilisi er en vild, støjende og stærkt ildelugtende by. Jeg elsker den. 50.000 hjemløse, venlige hunde går rundt i byen med matte, loppebefængte pelse, og om natten ligger de strøet omkring på fortove og sover i grupper.

Byens foruriening gør ondt i øjnene, og hovedpinen melder sig hurtigt, for gaderne blev proppet med biler, da prisen på brugtbiler blev sænket. Der stinker af udstødning og diesel. Metroen, som sovjetterne byggede i midttresserne, er et superbilligt alternativ, men de også proppede og fyldt med tiggere. 

De fester med live bands til langt ud på natten – i hvert fald på Meidan Square, hvor jeg boede med vindue helt ud til pladsen – jeg blev nødt til at downloade White Noise-appen og falde i søvn til “flykabine-lyd” med volumen i bund. Næste gang – og der bliver en næste gang – sadler jeg om til ung knægt og bliver siddende på torvet med drink, til musikken stopper. Den er nemlig fantastisk: flerstemmig herresang udsat for georgisk folkrock. 

Det er i øvrigt en pleonasme, at kalde torvet Meidan Square, for Meidan betyder plads på arabisk, så nu hedder torvet Plads-Plads. Pyt.

På denne plads-plads – og alle andre steder – er maden fantastisk. Kyllinger i hvidløgssauce, ah, og alt, hvad der hedder Chakapuli til efternavn, er vidunderligt. Men deres stolte nationalret, khinkali, snørklede dumpnings, kan de ikke sælge til mig mere. En bleg, blævrende, tulipanløgsformet pastasubstans viklet om lækkert, indrømmet, fyld, typisk ost eller velkrydret fars. Her er khinkali-rædslerne:

Og så er der vinen, som simpelthen er udenfor nummer. Georgien er det ældste vinproducerende land i verden, og har deres egen måde at lagre vinen på – i lerkrukker, der graves ned i jorden i 6 måneder, før det hældes på egetræsfade. En dag tilbragt med vinsmagning på de mange vingårde i Kakheti, som vindistriktet hedder, burde det ikke være muligt at undgå.

 For en som mig, der særligt er til meget tør rødvin, var det mærkeligt at prøve en af deres halvsøde vine og opleve, at den trak benene væk under mig. Men ellers er min absolutte yndling Mukuzani (მუკზანი) fra vineriet Shumi, tør og fuld af bærsmag som den er. (Ja, den skrift er mærkelig, og nej, det er ikke en rund form for kyrillisk, men deres helt eget alfabet, der går tilbage til det 10. århundrede).

Og så kan man spise og drikke, til man falder omkuld, for det koster intet. Den allerdyreste ret, jeg kunne finde på kortet, var en  lamme-chakapuli til 75 kroner, og en ypperlig flaske rødvin fås for 50 kroner. Men de priser er ikke så mærkelige i betragtning af, at en universitetslærer får 6 georgiske lari i timen: 12 kroner. 

Og så er georgierne bare søde, oven i købet også over for russere, når de kommer som turister, altså. Ellers hader de dem. De russiske turister opfatter nærmest Georgien som deres baghave.

Da jeg var der, i maj 2023, var der russere over det hele, og Putin havde netop genåbnet flyvningerne mellem Moskva og Tbilisi og ophævet visumkravene. Det resulterede i to demonstrationer, en foran parlamentet, det her:

… og en i luftenhavnen, hvor indflyvende russere på store bannere kunne læse, at de ikke var velkomne. Folket vil have EU, regeringen vil have Rusland, og EU ryster på hovedet. 

Det har jeg skrevet en kronik om til Information.

Min veninde, som interviewede den tidligere præsident, Saakashvili til Horisont i 2013, fortalte, at georgierne var fulde fra morgen til aften. Det så jeg ikke noget til, men når man er sådan en kedelig type, der aldrig drikker sprut før klokken seks om aftenen, er det mærkværdigt at se georgiere drikker vin til morgenmaden.

Georgierne er mytemagere og fulde af vilde historier, og her tænker jeg ikke på den gamle traver om, at Gud gav dem Georgien, fordi de er gode drikkere. Jeg er mere vild med den om, at Putin personligt har tæsket Lukasjenko til overgivelse, og den med, at floden Kura er brun, fordi tyrkerne lukker deres kloakvand ud i den – sandheden er, at den er brun, fordi den livlige strøm hvirvler lerjord op. Det bliver ekstrasynligt, når den som her flyder sammen med en anden flod, der ikke har lerjordsbund:

Faktisk så den så ulækker ud, at jeg ikke skulle nyde noget af en sejltur, selvom prangere konstant var på nakken af os for at sælge sejlture på floden; i det hele taget er deres prangeri for meget – uanset om det gælder hop-on/hop-off ture og eller restauranter. En eller anden skal fortælle dem, at det prangeri er ucharmerende og skal holde op. Men de er fattige og  slås om de få turister, der kommer i maj: En kvinde solgte hanevand i colaflasker, og mange før så statelige huse var i en tilstand af forfald, jeg ikke har set lignende nogensteder:

Bemærk i øvrigt i andet vindue fra venstre afspejlingen af Moder Georgien med et sværd i den ene hånd til landets fjendtlige besøgende, og en skål vin i den anden til de bedre gæster.  

Det allermest forbløffende var Stalinmuseet, som jeg nægtede at besøge, før mine rejsevenner lagde mig i håndjern. Jeg mener! At have et museum i eget navn er en ære, en fejring.  Har du nogensinde hørt om et Hitler-museum? Nej vel. Byen Gori, hvor museet ligger, er stolt af deres bysbarn, for Stalin er nemlig georgier og døbt Ioseb Besarionis dze Jughashvili), men tog senere navnet Stalin, som betyder "mand af stål".  

Den amerikanske historiker William D. Rubinstein har konkluderet, at et konservativt estimat gør Stalin ansvarlig for mindst syv mio. menneskers død. Andre sætter tallet højere, men det blegner selvfølgelig i forhold til Hitler’s 11 mio. og Maos 45 mio. – fra sultkatastrofen under the Great Leap Forward. To søde fyre, Stalin og Mao:

 

Stalin-museet er en pengemaskine uden lige, og hvis man påpeger det moralsk angribelige i et sådan museum, svarer georgierne, at det bare er "historisk". De påpeger også, at det ikke ville være så indtægtsgivende, hvis man i stedet syede det om til børnehjem ...

Russerne flokkedes begejstret til museet. De har nok lært noget helt andet om Stalin, end vi har. Eller også forholder det sig præcis, sådan som det hævdes i Troldmanden fra Kreml: 

“I tror, at Stalin er populær til trods for massakrerne, men I tager fejl, han er populær på grund af massakrerne. Fordi han i det mindste vidste, hvordan man tog sig af tyve og forrædere.”

Til gengæld var russerne ikke til at få øje på i salen på Nationalmuseet, der var dedikeret til Sovjettidens fortrædeligheder. Her observerede jeg en flok ældre amerikanske kvinder, der havde hyret en guide, som, mens hun fortalte om befrielsesårene fra 89-91, undskyldte for, at hun kom til at græde. “I’m sorry; this is very emotional for me,” sagde hun. Det var de ligeglade med, faktisk hørte de slet ikke efter. Da guiden begyndte at fortælle om sin familie i Abkhasien, en af de to georgiske provinser, som er besat af russere, begyndte kvinderne at tale højlydt med hinanden om noget helt andet. Det var faktisk frygteligt at være vidne til, og jeg fulgte efter guiden og spurgte, om hun havde mulighed for at give os en guided tur, for vi ville nemlig gerne høre hendes personlige historie. Men hun havde ikke tid før om to uger, sagde hun og tog mig i hånden og sagde tak. 

Det var besværligt at komme til Vivamed-klinikken i udkanten af Tblisi, hvor den den forhenværende præsident Mikhail “Misha” Saakashvili er indlagt – efter pres fra Vesten. Uden det pres havde han stadig været i fængsel, for ifølge myndigheder 'skaber han sig bare.' Saakashvili er Georgiens Navalny: Han fik – efter alt at dømme – en politisk dom på seks års fængsel og blev herefter forgiftet med bly, arsenik og barium i fængslet.  I dag er han dødssyg, og Vesten appellerer til regeringspartiet Georgisk Drøm om at få overført til et fængsel i udlandet, hvor han kan blive afgiftet. 

Og hvad skulle jeg så dér? spørger du. Jeg skulle tjekke, hvor god bevogtningen af ham var, for jeg skal nemlig skrive roman om blandt andet ham – og Navalny, begge forgiftede og indespærrede af det russiske system. Og bevogtningen var god. Mænd med pistoler i hylstret spænede rundt, og en politibil holdt i tomgang lige overfor. Og så sidder der, ifølge oplysninger, et par hærdebredde, bevæbnede fyre uden for hans stue, selvom han efterhånden kun kan bevæge sig ved hjælp af en rollator.  Men den dag ventede et kamerahold uden for hospitalet på hans mor. Hun kommer ellers to gange dagligt med mad, som hun forgæves forsøger at få ham til at spise. Men forgiftningen giver ham så meget kvalme, at han ikke kan spise.

På billedet af klinikken ovenfor er der bil, den her. Det er de ynkelige rester af protesterne, der fandt sted i 2022:

Hvad der står? Såmænd bare: Freedom to Misha, Saakashvilis kælenavn i befolkningen.

Kan vi i det mindste ikke blive enige om, at graffitien i Jerusalem Street er stærkt passende?

I det hele taget er Jerusalem- og Bethelmi-gaderne det mest maleriske område, og det, der udtrykker folkets stemning bedst – i modsætning til regeringens.