Forræderne i Litauen er en roman. Det er IKKE en spændingsroman.

Da jeg skrev Forræderne i Litauen, var det ikke meningen, at den skulle ende med stemplet spændingsroman, for sådan en havde jeg ikke skrevet. 

Jeg har skrevet en bog om, at Litauen og Baltikum eksisterer. At tidligere sovjetrepublikker eksisterer. At tidligere sovjetrepublikker efter Putins invasion i Ukraine har afgrundsdybe problemer, vi slet ikke fatter – især hvis de længselsfuldt kigger mod Europa. At de dagligt frygter Rusland, dagligt er plaget af Rusland, der konstant truer dem med invasion og desinformation og cyberangreb. At de lever i frygt. At deres fortid som sovjetrepublik stadig plager især den ældre generation og gør dem mistænksomme over for fremmede. At de laver fantastisk mad og har en fantastisk historie og fantastiske byer og steder.

Jeg ved godt, hvordan man skriver en spændingsroman, og det her var bare ikke en spændingsroman.

At den måske nok er spændende, fordi den virkelighed, den beskriver,  er spændende – som Merete Reinholdt skriver i sin anmeldelse i Berlingske: “virkelighedsnær gyser, der sitrer, som verden gør lige nu“ – er noget helt, helt andet.  

Men den kunne ikke få lov til bare at være en roman. Romanen kunne heller ikke få lov til at bære den, indrømmet, kedelige titel, jeg havde brugt som arbejdstitel: “Måske har de også taget Ana.“ Men deri bestod  mystikken for mig: at folk bare forsvinder, pludseligt, måske for altid, ofte uden grund. Det var et levevilkår i de tidligere sovjetrepublikker og er det indimellem stadig i dag.

Det kan en spændingsroman ikke leve med: at folk bare forsvinder, pludseligt, for altid, uden grund. Spændingsromaner ender med at sætte møblerne på plads og give læseren afklaring. Igen ser Merete Reinholdt glasklart, når hun skriver, at det hele sker uden genrefiktionens forløsning oven på mord, mystik og andre mærkeligheder. 

Men spændingsroman måtte det være. De var alle enige: redaktøren, overredaktøren, agenten og marketing. Så derfor måtte den selvfølgelig også have en titel med spændingsromans-POW. Sandheden er, at jeg bad Chatgpt om at finde en spændingssroman-titel for mig, og jeg valgte den mindst pinlige ud af 50 forslag.

Så skulle den have et spændingsroman-forside, der partout skulle ligne alle andre forsider til spændingsromaner, hvor spioner indgår: En skygge af en mand i et bylandskab. Set før? Jep. Jeg opponerede mod det kliche-cover i fire stive måneder, men kom heller ingen vegne med det. 

Der var engang, det var  lige omvendt. Da jeg havde afleveret den første Fanny Fiske-krimi til forlaget, måtte den ikke hedde krimi. Men det var en krimi, omend en krimi-parodi – selvom ingen fattede det.  Men den måtte ikke være en krimi, for på det tidspunkt – 1999, tror jeg – var krimier slet ikke fine nok til forlaget. Det er næsten ikke til at se det, men der står altså roman i nederste højre hjørne med tyndeste skrift, der fandtes på hylderne.

Hvad er fordelen ved ikke at deklarere en bog korrekt? Der er INGEN fordele ved at narre fjenden i Ålborg. Jeg bliver sur, læserne bliver sure – alle taber.

En titel, en forside og en genrebetegnelse er en service til læsere – kode alt sammen. Det her er, hvad du får, i runde tal, siger de tre faktorer til sammen. Hvis den kode ikke indfrier læserens forventninger, bliver læseren skuffet. Hvem ønsker dog en skuffet læser?

Igen forudser Berlingskes vidunderlige Merete Reinholdt den skuffelse: ikke at leve op til genrekonventionens forventninger er “modigt gjort, og der skal nok være dem, der vil udtrykke deres skuffelse,“ skriver hun. 

Men der var ikke noget mod på spil her. Jeg har simpelthen bare ikke skrevet en spændingsroman. 

Ny roman: Forræderne i Litauen

Lige siden Putins invasion af Ukraine har jeg været fikseret på Østeuropa. Drømmen om at slentre langs havnefronten i Sevastopol og Odessa brast d. 22. februar – det virker frygtelig selvcentreret at skrive, når emnet er så grusomt, men sådan var det. Derfor skyndte jeg mig i maj 2022 til Baltikum og tog bussen fra Vilnius til Riga og Tallinn – inden Putin tog flere bidder af sit "nære udland". De lande var kærlighed ved første, andet og tredje blik, en mærkværdigt overset del af verden med skønne byer, skøn mad og sære mennesker. 

I første omgang blev det bare til en artikel til Weekendavisen: Paranoide eller bare bange. Den handler om, hvorfor balterne, der nærmest altid har været besat af Rusland, trods NATO-medlemskab stadig er bange for russerne – selvom min nye bedste ven, den litauiske forfatter Ruslanas Bogdanas, hårdnakket påstår, at litauerne ikke er bange: De skammer sig over, at de overgav så let, da Den Røde Hær rykkede ind i 1939, sagde han.

Vilnius gjorde et særligt indtryk. Tallinn var med sine dukkehuse alt for pæn til mig, og Riga var for normal. Vilnius derimod var sær, lidt depressiv og mærkeligt attraktiv, uden at jeg egentlig er i stand til at forklare hvorfor. Litauerne er som danskerne – fuldstændig uinteresserede i fremmede, nærmest skræmte. Aldrig har jeg fået så mange afmålte blikke, især fra kvinder over 50, der nærmest virkede, som om jeg når som helst kunne åbne læderjakken og vise dem mit bombebælte. Det har jeg en lille historie om lige om lidt. 

Jeg tilbragte yderligere en måned i Litauen i september 2022, denne gang i bil: tog færgen fra Sverige til havnebyen Klaipeda i selskab med storrygende lastbilchauffører; kørte gennem Den Kuriske Landtange, et UNESCO-beskyttet landområde, der forbinder Litauen og Kaliningrad Oblast midtpå, og videre derfra til Kaunas, der var Litauens hovedstad i mellemkrigstiden og er proppet med art deco-bygninger. Videre derfra til Vilnius, hvor jeg gennemsøgte hvert eneste hul i jorden, spiste litauiske mormormad og udspurgte chefredaktøren for The Lithuanian Tribune om alt og ikke mindst om Den Litauiske Skytteforening, en slags hjemmeværn, som han netop var blevet medlem af.

I anden omgang blev det derfor til en roman, der, som titlen antyder, foregår i Litauen: Forræderne i Litauen udkommer på Gyldendal d. 14. november 2023. Det er en historie om de russiske og polske minoriteters forsøg på at lave en folkerepublik styret fra Rusland langs Litauens østlige flanke; og om kærligheden mellem senioragent i Sikkerhedstjenestn Tomas Minkus og hans forsvundne kone, der pludselig en dag vendte Litauen ryggen til fordel for Rusland. Men romanen er også et forsøg på at lukke Litauen op, så de uindviede kan forstå, hvilket på én gang kendt og fremmed sted det er.

Jeg skrev vist, at jeg havde en lille historie; den kommer her:

En dag skulle jeg fra min lejlighed i senamiestis, den gamle by, til Vingio Park. Her afholdes der nogle af de demonstrationer, jeg skriver om i bogen, selv om de fleste foregår foran Seimas, parlamentet. Jeg aflæste på Google-maps, at det bare var en gåtur på 30 minutter, så jeg drog afsted iført mine bedste Reeboks. Men så kom jeg forbi nogle af de Bolt-scootere, der er overalt, og tænkte: "Ah, hvorfor ikke."

  Og så susede jeg afsted hen ad hullede fortove – det må man godt. Men styret rystede så voldsomt, at jeg skulle holde fast med begge hænder og derfor måtte standse, hver gang jeg ville tjekke Maps. Det er så næsten forudsigeligt, hvad der skete for hende, der er faret vild i en stor Føtex og aldrig kan finde bilen i parkeringskældre: Jeg bevægede mig længere og længere væk fra målet. Til sidst kunne Google Maps fortælle mig, at afstanden var 45 minutter, og straks efter befandt jeg mig på en motorvej – strengt forbudt – og at der var industriel forstad, affaldssorteringer og forhandlere af byggeudstyr til højre og venstre. Da jeg omsider besluttede mig for at opgive og satte elscooteren ved en Ford-forhandler uden for det autoriserede område (hvilket kostede et strafgebyr på 150 kr), var jeg dødtræt – af hidsighed. Jeg prøvede at ringe efter en Uber, men betalingskortet skulle have været udskiftet. Så prøvede jeg at ringe efter en taxa, men ingen forstod et klap af, hvad jeg sagde på engelsk. Jeg fik øje på TV-tårnet, som spiller en ikke ubetydelig rolle i min roman, og begyndte at gå i den retning – over den ene motorvej efter den anden, men TV-tårnet blev ved med at være langt, langt væk. På et tidspunkt midt i bedste indkøbstid kom jeg forbi et supermarked, anlagde mit bedste smil og spurgte dem, der kom ud af supermarkedet, om jeg kunne få dem til at ringe efter en taxa til mig. Men de var alle sammen kvinder og gav mig bare de sureste elevatorblikke og skred videre.  Jeg så, at batteriet på min iPhone var på rødt, men alligevel fik jeg sammenbikset en besked på litauisk i Google-translate, hvor der stod: "Undskyld, men De kunne vel ikke ringe til en taxa for mig? Jeg aner ikke, hvor jeg er og taler ikke litauisk."

Og så stod jeg længe og ventede på, at en  venligt-udseende mand, der umuligt kunne være lige så skrækkelig som de sylespidse kvinder, skulle materialisere sig, og dér var han, en mand i halvtredserne, som jeg igen übervenligt smilende nærmede mig med telefonen i læsehøjde.

„Atsiprašau, bet tu negalėjai man iškviesti taksi, aš neįsivaizduoju, kur esu, ir nemoku lietuviškai.“

Ah, sagde han og derpå noget mere på vakkelvornt engelsk, hvorpå han ringede op og prajede en taxa til mig. Han var ikke kun venlig, han var godt gammeldags skidesød, for ikke alene ringede han efter den taxa, men stod også – behørige to biler  fra mig – og ventede på den sammen med mig. Og så gav han mig en flaske vand og fjernede sig igen. Han mente, at hans engelsk for dårligt, og det var ærgerligt. Men ham glemmer jeg aldrig. Se ham lige, to biler væk: 

Efter 30 minutters ventetid kom den taxa omsider, og den venlige mand fik et kæmpekram fra den helt store kramskuffe, og i taxaen kunne jeg kun tænke på én ting: Jeg er reddet! Nej, en til: Jeg er sulten. Da jeg omsider nåede tilbage gik jeg direkte på restaurant og købte en skøn, fed udgave af Königsberger Klopse, ham her:

Jeg spørger mig selv, om jeg havde været så vild med Litauen, hvis ikke jeg havde mødt den venlige mand?

Georgien – midt i larmen

Tblisi er en vild, støjende og stærkt ildelugtende by. Jeg elsker den. 50.000 hjemløse, venlige hunde går rundt i byen med matte, loppebefængte pelse, og om natten ligger de strøet omkring på fortove og sover i grupper.

Byens forurening gør ondt i øjnene, og hovedpinen melder sig hurtigt, for gaderne blev proppet med biler, da prisen på brugtbiler blev sænket. Der stinker af udstødning og diesel. Metroen, som sovjetterne byggede i midttresserne, er et superbilligt alternativ, men de også proppede og fyldt med tiggere. 

De fester med live bands til langt ud på natten – i hvert fald på Meidan Square, hvor jeg boede med vindue helt ud til pladsen – jeg blev nødt til at downloade White Noise-appen og falde i søvn til “flykabine-lyd” med volumen i bund. Næste gang – og der bliver en næste gang – sadler jeg om til ung knægt og bliver siddende på torvet med drink, til musikken stopper. Den er nemlig fantastisk: flerstemmig herresang udsat for georgisk folkrock. 

Det er i øvrigt en pleonasme, at kalde torvet Meidan Square, for Meidan betyder plads på arabisk, så nu hedder torvet Plads-Plads. Pyt.

På denne plads-plads – og alle andre steder – er maden fantastisk. Kyllinger i hvidløgssauce, ah, og alt, hvad der hedder Chakapuli til efternavn, er vidunderligt. Men deres stolte nationalret, khinkali, snørklede dumpnings, kan de ikke sælge til mig mere. En bleg, blævrende, tulipanløgsformet pastasubstans viklet om lækkert, indrømmet, fyld, typisk ost eller velkrydret fars. Her er khinkali-rædslerne:

Og så er der vinen, som simpelthen er udenfor nummer. Georgien er det ældste vinproducerende land i verden, og har deres egen måde at lagre vinen på – i lerkrukker, der graves ned i jorden i 6 måneder, før det hældes på egetræsfade. En dag tilbragt med vinsmagning på de mange vingårde i Kakheti, som vindistriktet hedder, burde det ikke være muligt at undgå.

 For en som mig, der særligt er til meget tør rødvin, var det mærkeligt at prøve en af deres halvsøde vine og opleve, at den trak benene væk under mig. Men ellers er min absolutte yndling Mukuzani (მუკზანი) fra vineriet Shumi, tør og fuld af bærsmag som den er. (Ja, den skrift er mærkelig, og nej, det er ikke en rund form for kyrillisk, men deres helt eget alfabet, der går tilbage til det 10. århundrede).

Og så kan man spise og drikke, til man falder omkuld, for det koster intet. Den allerdyreste ret, jeg kunne finde på kortet, var en  lamme-chakapuli til 75 kroner, og en ypperlig flaske rødvin fås for 50 kroner. Men de priser er ikke så mærkelige i betragtning af, at en universitetslærer får 6 georgiske lari i timen: 12 kroner. 

Og så er georgierne bare søde, oven i købet også over for russere, når de kommer som turister, altså. Ellers hader de dem. De russiske turister opfatter nærmest Georgien som deres baghave.

Da jeg var der, i maj 2023, var der russere over det hele, og Putin havde netop genåbnet flyvningerne mellem Moskva og Tblisi og ophævet visumkravene. Det resulterede i to demonstrationer, en foran parlamentet, det her:

… og en i luftenhavnen, hvor indflyvende russere på store bannere kunne læse, at de ikke var velkomne. Folket vil have EU, regeringen vil have Rusland, og EU ryster på hovedet. 

Det har jeg skrevet en kronik om til Information.

Min veninde, som interviewede den tidligere præsident, Saakashvili til Horisont i 2013, fortalte, at georgierne var fulde fra morgen til aften. Det så jeg ikke noget til, men når man er sådan en kedelig type, der aldrig drikker sprut før klokken seks om aftenen, er det mærkværdigt at se georgiere drikker vin til morgenmaden.

Georgierne er mytemagere og fulde af vilde historier, og her tænker jeg ikke på den gamle traver om, at Gud gav dem Georgien, fordi de er gode drikkere. Jeg er mere vild med den om, at Putin personligt har tæsket Lukasjenko til overgivelse, og den med, at floden Kura er brun, fordi tyrkerne lukker deres kloakvand ud i den – sandheden er, at den er brun, fordi den livlige strøm hvirvler lerjord op. Det bliver ekstrasynligt, når den som her flyder sammen med en anden flod, der ikke har lerjordsbund:

Faktisk så den så ulækker ud, at jeg ikke skulle nyde noget af en sejltur, selvom prangere konstant var på nakken af os for at sælge sejlture på floden; i det hele taget er deres prangeri for meget – uanset om det gælder hop-on/hop-off ture og eller restauranter. En eller anden skal fortælle dem, at det prangeri er ucharmerende og skal holde op. Men de er fattige og  slås om de få turister, der kommer i maj: En kvinde solgte hanevand i colaflasker, og mange før så statelige huse var i en tilstand af forfald, jeg ikke har set lignende nogensteder:

Bemærk i øvrigt i andet vindue fra venstre afspejlingen af Moder Georgien med et sværd i den ene hånd til landets fjendtlige besøgende, og en skål vin i den anden til de bedre gæster.  

Det allermest forbløffende var Stalinmuseet, som jeg nægtede at besøge, før mine rejsevenner lagde mig i håndjern. Jeg mener! At have et museum i eget navn er en ære, en fejring.  Har du nogensinde hørt om et Hitler-museum? Nej vel. Byen Gori, hvor museet ligger, er stolt af deres bysbarn, for Stalin er nemlig georgier og døbt Ioseb Besarionis dze Jughashvili), men tog senere navnet Stalin, som betyder "mand af stål".  

Den amerikanske historiker William D. Rubinstein har konkluderet, at et konservativt estimat gør Stalin ansvarlig for mindst syv mio. menneskers død. Andre sætter tallet højere, men det blegner selvfølgelig i forhold til Hitler’s 11 mio. og Maos 45 mio. – fra sultkatastrofen under the Great Leap Forward. To søde fyre, Stalin og Mao:

 

Stalin-museet er en pengemaskine uden lige, og hvis man påpeger det moralsk angribelige i et sådan museum, svarer georgierne, at det bare er "historisk". De påpeger også, at det ikke ville være så indtægtsgivende, hvis man i stedet syede det om til børnehjem ...

Russerne flokkedes begejstret til museet. De har nok lært noget helt andet om Stalin, end vi har. Eller også forholder det sig præcis, sådan som det hævdes i Troldmanden fra Kreml: 

“I tror, at Stalin er populær til trods for massakrerne, men I tager fejl, han er populær på grund af massakrerne. Fordi han i det mindste vidste, hvordan man tog sig af tyve og forrædere.”

Til gengæld var russerne ikke til at få øje på i salen på Nationalmuseet, der var dedikeret til Sovjettidens fortrædeligheder. Her observerede jeg en flok ældre amerikanske kvinder, der havde hyret en guide, som, mens hun fortalte om befrielsesårene fra 89-91, undskyldte for, at hun kom til at græde. “I’m sorry; this is very emotional for me,” sagde hun. Det var de ligeglade med, faktisk hørte de slet ikke efter. Da guiden begyndte at fortælle om sin familie i Abkhasien, en af de to georgiske provinser, som er besat af russere, begyndte kvinderne at tale højlydt med hinanden om noget helt andet. Det var faktisk frygteligt at være vidne til, og jeg fulgte efter guiden og spurgte, om hun havde mulighed for at give os en guided tur, for vi ville nemlig gerne høre hendes personlige historie. Men hun havde ikke tid før om to uger, sagde hun og tog mig i hånden og sagde tak. 

Det var besværligt at komme til Vivamed-klinikken i udkanten af Tblisi, hvor den den forhenværende præsident Mikhail “Misha” Saakashvili er indlagt – efter pres fra Vesten. Uden det pres havde han stadig været i fængsel, for ifølge myndigheder 'skaber han sig bare.' Saakashvili er Georgiens Navalny: Han fik – efter alt at dømme – en politisk dom på seks års fængsel og blev herefter forgiftet med bly, arsenik og barium i fængslet.  I dag er han dødssyg, og Vesten appellerer til regeringspartiet Georgisk Drøm om at få overført til et fængsel i udlandet, hvor han kan blive afgiftet. 

Og hvad skulle jeg så dér? spørger du. Jeg skulle tjekke, hvor god bevogtningen af ham var, for jeg skal nemlig skrive roman om blandt andet ham – og Navalny, begge forgiftede og indespærrede af det russiske system. Og bevogtningen var god. Mænd med pistoler i hylstret spænede rundt, og en politibil holdt i tomgang lige overfor. Og så sidder der, ifølge oplysninger, et par hærdebredde, bevæbnede fyre uden for hans stue, selvom han efterhånden kun kan bevæge sig ved hjælp af en rollator.  Men den dag ventede et kamerahold uden for hospitalet på hans mor. Hun kommer ellers to gange dagligt med mad, som hun forgæves forsøger at få ham til at spise. Men forgiftningen giver ham så meget kvalme, at han ikke kan spise.

På billedet af klinikken ovenfor er der bil, den her. Det er de ynkelige rester af protesterne, der fandt sted i 2022:

Hvad der står? Såmænd bare: Freedom to Misha, Saakashvilis kælenavn i befolkningen.

Kan vi i det mindste ikke blive enige om, at graffitien i Jerusalem Street er stærkt passende?

I det hele taget er Jerusalem- og Bethelmi-gaderne det mest maleriske område, og det, der udtrykker folkets stemning bedst – i modsætning til regeringens.

Sprogspillet er nu udsolgt, og jeg trykker ikke et nyt oplag

Det var ellers fire sjove år og en god forretning. Jeg er sikker på, at jeg kunne blive ved med at pumpe spil ud, hver eneste gang julen nærmede sig, og blive endnu mere rig. Well, well ... rig og rig. Bob-bob.

Men jeg magter ikke længere de mennesker, som et sprogspil tiltrækker. Jeg kan ikke lide dem. Og det er ikke mine kunder, jeg taler om. Det er dem, der ligger i brakvandet rundt omkring de mange søde kunder, jeg heldigvis har haft, hvor de åbner gaber og ræber sig.

Det er dem, der bruger timer på at studere baggrundsmateriale og historier om Sprogspillet og derpå sender mig en mail, der gør opmærksom på en fejl, oftere en 'fejl', de mener, jeg har lavet, og som de tilsyneladende får uoverstigelig energi ud af at belære mig om. Der er noget sørgeligt indestængt over dem. Deres mails er som sure prutter i en elevator, jeg ikke kan komme ud af, og det dårlige humør varer i flere timer efter afskydningen af en af deres salver. 

De er blevet mere og mere talrige i løbet af de år, jeg har solgt Sprogspillet, og det er, som om Karen-fænomenet er kommet til Danmark.

Karen kender du godt. Det er hende, den hysterisk forfærdelige brokmutter, der hidser sig op over en dørkarm og synes, at alt er hendes business, og at det er op til hende at opdrage hele verden på sin helt egen ubehagelige facon. Det er selve Karens eksistensberettigelse. Men min Karen er ikke såkaldt 'udadreagerende' og kæfter ikke op i offentligheden. Hun er indestængt. Jeg forstår ikke, hvad der driver hende.

Selvom Karen er et pigenavn, er der også mange mandlige Karen'er. De tropper bare ikke op i min inbox. Det søde menneske, der fjerner mine ligtorne og genopretter kosmos i mine fødder, måtte lige før jul lægge ører til mine hyppige, ubudne gæsters fortrædeligheder. Så fortalte hun om sine kunder, især kvinderne fra 70 og opefter. De var forfærdelige, sagde hun, uhøviske, brovtende, højrøstede og brokkende. Indimellem langede de hende en. What?

Hvad i alverden er der sket med kvinder? 

Jeg ved godt, at jeg aldrig helt slipper for de typer. De læser desværre også bøger og elsker, elsker, ELSKER det, når de finder en tyrkfjel et eller andet sted og kan skingre mod mig på mailen: SE, HVAD DU HAR GJORT! 

Tilsyneladende er AROMAKUR MOD MUNDLORT et helle, måske fordi de uforskammede lys appellerer til rappenskralder, der ikke behøver at få noget ud mellem sidenbenene. 

Jeg elsker rappenskralder, i så fald.

Måske er det bare, fordi jeg lige har fået dem i byger. Måske skifter jeg mening, når solen kommer igen, og jeg har glemt alt om dem. Vi får se. Men indtil videre: Nix. Marek i Polen får ikke flere ordrer fra mig. Nul. Ikke mere Sprogspillet. 

Aromakur mod mundlort

I 2021 fik mit firma, Sprogmenageriet ApS, der indtil da udelukkende havde produceret Sprogspillet og optankningspakker, endnu et skud på stammen, nemlig sprogmenageriet.dk. Her kan du finde uopdragne såkaldte sproglys, der pynter gevaldigt på dine hylder – eller som det siges inde i butikken: "Røvfede lys med autentiske stavefejl og pølsesnak fra gaden, som kan holde dig vågen hele natten."

Og som det yderligere siges: "Den ideelle gave til din volapykkede ven."

Hver gang din inderlige fantasiløshed får dig til at  hamre hovedet ind i væggen, fx når du igen komme troppende med en buket eller en flaske, så kunne Sprogmenageriet have hjulpet dig.

Sproglysene visner ikke. Du bliver heller ikke fuld af dem. Og så er de nogle totalt bæredygtigt fætre, fremstillet som de er af klimavenligt sojavoks med bomuldsvæger. Når de trods deres lange brændetid på et tidspunkt alligevel er brændt ned, så fylder du dem bare med noget andet – marmelade, Moisture Surge, krydderier eller regnorme. "Vær sin lyst." 

At de skulle være en aromakur mod mundlort er bare en indforstået vits, for sidst vi tjekkede, lugtede hverken sprogblomster eller luskebusk af en skid. 

Kig ind og se dig omkring i bulen. 

Fanny Fiske : De terminale kvinders klub

Læs mere om De terminale kvinders klub her.

De terminale kvinders klub er syvende bind i serien om profileringseksperten Fanny Fiske.

Staunede pulper

Lars Bukdahl har næsten altid ret, også når man ikke forstår, hvad han skriver. "Staunede pulper" skriver han til manges måbelse. Men pulps betyder kulørte hæfter på engelsk – oprindelig er pulp papirmasse – og det kan jo kun blive til pulpede på dansk 😂 Hermed er Bukdahl den eneste, der har forstået, at trilogien om de små og store forbrydelser i provinsen er bevidst pulp – eller kiosk, som jeg foretrækker at kalde det, kort for kiosklitteratur. Det var de der uprætentiøse, små hæfter, man købte i kiosken og slugte på en time i toget hjem. Som sådan skal de naturligvis ikke bedømmes som korte romaner, og det var grunden til, at jeg bad forlaget om ikke at sende dem ud til dagspressen. Trods denne anstrengelse fik Bukdahl alligevel fat i dem begge.

Fanny-5-stjerners Kønslig omgang midt i coronaen

Det var et surt tidspunkt at udkomme på – sidst i marts 2020. Interviewene om bogen blev udsat, dvs. aflyst, for aviserne ville have plads til corona, og ingen kunne tænke på andet. Men det gik jo alligvel.

 

Jyllands-Posten indledte med 5 stjerner og skrev bl.a. "Der er ... højt tempo, gnistrende sprog og ikke mindst en flot integreret og begavet både kritisk-filosofisk og pragmatisk orienteret diskussion af de for tiden moderigtige strømninger inden for kønsdebatten."

 

Berlingske fulgte op med andre 5 stjerner og skrev bl.a.: Susanne Staun skriver hamrende underholdende, men hun skriver ikke kun for underholdningens skyld. Fermt og informativt får hun læsset en masse forskningsmæssig fakta ind i handlingen, uden at plottet tynges.

Den slags er der ikke mange spændings-forfattere, der formår på samme fyndige og frække facon, og det er de færreste, der behersker et så frugtbart og fremragende dansk, og som ovenikøbet kan pakke det hele ind i et spændende plot.

 

Politiken kom til sidst med yderlige 5 stjerner og skrev bl.a. "Susanne Staun er vor lokale krimigenres udgave af Troldmanden fra Oz’ ondvrede heks fra vest, som retfærdigt jagter kunstens røde rubintøfler..." 

 

Der faldt også 5 krimihjerter fra Krimifan, som bl.a. skrev: "Det er en både spændende krimi og en tankevækkende bog om køn og kønsopfattelse. At den så desuden er herligt sprogligt sprælsk gør selv læsningen til en fornøjelse.

Jeg hilser Fanny Fiske velkommen tilbage med en skål i hendes uundværlige Vecchia (italiensk brandy) og giver gerne bogen 9 skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter her."

 

Hvad er bedre end en køn pige med en corny tekst?

Det skulle da lige være tung, vedvarende druk, men hvis det alligevel er den kønne pige med den corny tekst, så kommer hun lige her:

www.sprogspillet.dk

Sprogspillet er årets bedste julegave for andet år i træk

Dagbladet Information kaldte Sprogspillet alle sprogrøgteres våde brætspildrøm, og Fyens gav en ekstra stjerne, fordi spillet var nemt komme i gang med. 

Siden sidste år er brættet blevet opgraderet med et par finurligheder, og første optankningskasse udkom i maj.

Du kan finde Sprogspillet hos Arnold Busck, prominent placeret ved siden af Yahya Hassan 2.

Og hvis du er medlem af Gyldendals Bogklub, kan du også hente Sprogspillet dér. 

Medlemmer af Ældre Sagen får et særtilbud på Sprogspillet fra 1. december, og så er det jo snart Black Friday. Kig ind på Sprogspillet.dk d. 29. november, og gør et godt julekup.

Og ved du, hvad det værste er: I år pakker vi såmænd også ind for dig, hvis du har travlt:

Kig ind på Sprogspillet, og læs mere om det –– hvis du er en af dem, der godt kan lide at quizze med sprog og ord.

Og så holdt Sprogspillet lanceringsfest

Den 1. november holdt Sprogspillet lanceringsfest i Forfatterforeningens smukke lokaler:

Otte grupper dystede internt mod hinanden og samtidig med de andre grupper på tid. Datalogerne var oddset til at vinde, ikke kun fordi de havde nærstuderet reglerne på forhånd, men nok så meget fordi de er vant til, at bare én enkelt syntaksfejl i koden er undergang. Men de vandt ikke:  

Det var ellers de helt hårde drenge, der var rekrutteret til opgaven: DTU-rektor Mads Tofte, der har lært mig betydningen af ordet konkurrence; professor Søren Eilers, der hver uge finder fejl i mine Berlingske-klummer; stifter af Netcompany, Carsten Gomard, der har kigget med fra sidelinjen fra begyndelsen, og de supernørdede lektorer Ken og Torben, hvoraf sidstnævnte er superbruger i Facebookgruppen Sprogbøffer & Sprogjuveler. Man aner her også tv-journalist Tanja Jørgensen på hårdt arbejde. Det kom der en hel video ud af, som du kan se her:

Her spiller feminazier i den ene ende, Gyldendals redaktører i den anden –– muren, der adskiller dem, er lavet af god spansk rødvin, men det kan man desværre ikke se her. Også ærgerligt, at min højtelskede redaktør Niels Beider sidder med ryggen til på dette billede:

De Benhårde Brætbæster blev anført af ingen ringere end danmarksmester i stavning, Niels Søndergaard. Det er ham, der her er ved at rykke rundt på sine brikker. Ved siden af ham sidder Überbæstet, Renée –– læs min essay in POV-International, hvis du vil lære ham at kende ... brrrr! Overfor ham sidder helt utrolig hjælpsomme Klavs Sørensen, som i forne tider var med til at sætte gang i Besserwizzer.

Og her kommer journalistgruppen, der ikke kunne blive enige om reglerne ... Christine Ditlevsen fra K-Forum og Mette Fugl med ryggen til –– Berlingskes superpedant Søren Kassebeer, som er min indimellem-redaktør, er halvt skjult bag Fugl:

De kære, små såkaldte millennialer –– et hold, der stort set bestod af mine ungers venner:

Lokalerne er smukke, men akustikken og belysningen er elendig, så billederne med holdene fra Meta Film/Sam Productions (som snød!!) og TEKSOVS (tekstere og oversættere) blev desværre så rystede, at de måtte skrottes. Det lykkedes dog lige at få et billede af vinderen af den samlede dyst:

 

Det var Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen og Twitter-leverandør til avisernes sprogbøffer. Vi håber, at Den Røde Vindertrøje, som ud over et eksemplar af Sprogspillet, udgjorde Den Store Hoverende Hovedpræmie, passer Teit Nielsen. Tillykke!

Sprogspillet kan købes på egen webside:

www.sprogspillet.dk

Og er lige så stille på vej ud i boghandlerne. 

Skulle du have lyst til at læse om –– og grine lidt ad –– Sprogspillets tilblivelse, så konsulter min essay i POV International om Sprogspillet, der ikke ville dø af online.

Og så vil jeg lige tilføje, at de, 60 mennesker, drak 52 flasker vin ...

Mediernes Møgkællinger træder frem

Denne rørende møgkællingevirus opstod af sig selv på min Facebook-side. Tak for den, #mediernesmøgkællinger.