Lige siden Ruslands invasion af Ukraine har jeg brugt halvdelen af mit liv på at kigge på kort over Østeuropa og den anden halvdel på at rejse rundt i dem. Jeg er blevet en Østeuropa-freak, der frivilligt har holdt nytår i skønne art deco-Kaunas og i år i en lade af en pub med hjemmelavet øl og vidunderlig mad i Tallinn – og bruger alt for meget tid med podcasts som Ukraine – The Latest og i det hele taget med at følge med i Ruslands forsøg på krampagtigt at holde fast i sine tidligere sovjetrepublikker med alt fra bøse løgne til aktive foranstaltninger til direkte militær intervention.
Indtil videre er min Østeuropa-fiksering ud over bøgerne blevet til tre artikler, om Baltikum, om Georgien og senest om Moldova, hvor tredje bind kommer til at foregå. Jeg er afsted til Moldova og Georgien igen denne oktober for at følge valgene, der vil afgøre, om landene vender sig mod øst eller vest. Man kan bestemt hævde, at de valg er lige så afgørende som det amerikanske i 2024.
Indimellem forstår jeg Putin – hvorfor han ikke har respekt for det snakkende Vesten, som bare snakkede videre og udsendte resolutioner og fordømmelser, mens han invaderede Georgien og Krim. Hvis jeg var ham og tænkte som ham, ville alle de lamme ord da heller aldrig komme mellem mig og en genetablering af mit stolte imperium.
Indimellem, når ADHD'en er værst, synes jeg bestemt, at de resolutioner skulle høre op og afløses af aftaler med nogle tilstrækkeligt sindssyge lejesoldater, som i dag går under det mere sanerede navn PMC. Når Vesten ikke kunne finde ud af at sætte foden ned og fysisk befri Navalny og Saakashvili, så kunne jeg da lige vise dem, hvordan man gør.
Jeg var på side 80 i manuskriptet til Kaosagenterne, da Alexei Navalny døde – eller rettere: blev myrdet. Telefonen kimede, og folk, der vidste, hvad jeg skrev på, var enige om, at nu blev jeg nødt til at smide det manuskript i papirkurven, for ”spændingen” var jo røget nu. Jeg er lidt ligeglad med den slags spænding. Hvis Navalny ikke var død, ville alle alligevel vide, at bare fordi jeg undsatte ham i en roman, ville han jo stadig sidde i det fængsel.
Mordet på Navalny var rystende. I sig selv. Håbløsheden og angsten bredte sig blandt hele den russiske opposition, dem der stadig bor i Rusland, og hele diasporaen på op til en million udlandsrussere, og hele vejen ind i min stue. Men mordet på Navalny rystede ikke min roman. For handlingen i Kaosagenterne udspiller sig i 2023, og Navalny blev myrdet den 16. februar 2024.
Siden jeg færdiggjorde manuskriptet, er tingene gået hurtigt, og i august blev 16 russiske dissidenter/uretmæssigt fængslede amerikanere udvekslet med otte russere, en morder, flere kriminelle og en spionfamilie.Det var meningen, at Navalny skulle være en del af denne store, "historiske" fangeudveksling. Men ville han have syntes om det? Det får du svar på i Kaosagenterne. To af de befriede russiske dissidenter, Ilya Yashin og Sasha Skochilenko, ville helst have været blevet i Rusland, for hvad kan de udrette fra udlandet?
Kursk og Belgorod har også ændret karakter. I bogen, som i virkeligheden i 2023, var området stedet, hvor den paramilitære organisation Legionen for et Frit Rusland udførte sabotageaktioner. Nu er det stedet, hvor Ukraine gik ind i Rusland.
I Georgien er det kun gået ned ad bakke siden. Senest har regeringspartiet Georgisk Drøm proklameret, at de simpelthen, hvis de vinder valget den 26. oktober i år, vil nedlægge oppositionen. Det er ikke længere bare en begrundet frygt, at Rusland er godt i gang med at overtage Georgien. Det er åbenbart.