Da jeg skrev Forræderne i Litauen, var det ikke meningen, at den skulle ende med stemplet “spændingsroman“. Det er det nemlig ikke.
Det er en essayistisk roman om, at Litauen og Baltikum eksisterer. At tidligere sovjetrepublikker eksisterer. At tidligere sovjetrepublikker efter Putins invasion i Ukraine har afgrundsdybe problemer, vi slet ikke fatter – især hvis de længselsfuldt kigger mod Europa. At de dagligt frygter Rusland, dagligt er plaget af Rusland, der konstant truer dem med invasion og desinformation og cyberangreb. At de lever i frygt. At deres fortid som sovjetrepublik stadig plager især den ældre generation og gør dem mistænksomme over for fremmede. At de laver fantastisk mad og har en fantastisk historie og fantastiske byer og steder.
Jeg ved godt, hvordan man skriver en spændingsroman, og det her er bare ikke en spændingsroman. Det er bare mig, der synes Østeuropa er ... spændende.
At den måske nok er “spændende“, fordi den virkelighed, den beskriver, er spændende – som Merete Reinholdt skriver i sin anmeldelse i Berlingske: “virkelighedsnær gyser, der sitrer, som verden gør lige nu“ – er noget helt, helt andet.
Men den kunne ikke få lov til bare at være en roman. Romanen kunne heller ikke få lov til at bære den, indrømmet, kedelige titel, jeg havde brugt som arbejdstitel: “Måske har de også taget Ana.“ Men deri bestod mystikken for mig: at folk bare forsvinder, pludseligt, måske for altid, ofte uden grund. Det var et levevilkår i de tidligere sovjetrepublikker og er det indimellem stadig i dag.
Det kan en spændingsroman ikke leve med: at folk bare forsvinder, pludseligt, for altid, uden grund. Spændingsromaner ender med at sætte møblerne på plads og give læseren afklaring. Igen ser Merete Reinholdt glasklart, når hun skriver, at det hele sker uden genrefiktionens forløsning oven på mord, mystik og andre mærkeligheder.
Men spændingsroman skulle det være. De var alle enige: redaktøren, overredaktøren, agenten og marketing. Så derfor måtte den selvfølgelig også have en titel med spændingsromans-POW. Sandheden er, at jeg bad Chatgpt om at finde en spændingssroman-titel for mig, og jeg valgte den mindst pinlige ud af 50 forslag. (Lars Bukdahl siger det ligeud: “Allerede på første side af Susanne Stauns nye “spændingsroman“ – nemlig “spændingsroman“ – “med den noget kraftesløse, men meget “spændingsromanagtige“ titel...“
Så skulle den have et spændingsroman-forside, der partout skulle ligne alle andre forsider til spændingsromaner, hvor spioner indgår: En skygge af en mand i et bylandskab. Set før? Jep. Jeg opponerede mod det kliche-cover i fire stive måneder, men kom heller ingen vegne med det.
Der var engang, det var lige omvendt. Da jeg havde afleveret den første Fanny Fiske-krimi til forlaget, måtte den ikke hedde krimi. Men det var en krimi, omend en krimi-parodi – selvom ingen fattede det. Men den måtte ikke være en krimi, for på det tidspunkt – 1999, tror jeg – var krimier slet ikke fine nok til forlaget. Det er næsten ikke til at se det, men der står altså roman i nederste højre hjørne med tyndeste skrift, der fandtes på hylderne.
Hvad er fordelen ved ikke at deklarere en bog korrekt? Ingen. Der er INGEN fordele ved at narre fjenden i Ålborg. Jeg bliver sur, læserne bliver sure, anmelderne forvirrede – alle taber.
En titel, en forside og en genrebetegnelse er en service til læsere – kode alt sammen. Det her er, hvad du får, i runde tal, siger de tre faktorer til sammen. Hvis den kode ikke indfrier læserens forventninger, bliver læseren skuffet. Hvem ønsker dog en skuffet læser?
Igen forudser Berlingskes vidunderlige Merete Reinholdt den skuffelse: ikke at leve op til genrekonventionens forventninger er “modigt gjort, og der skal nok være dem, der vil udtrykke deres skuffelse,“ skriver hun.
Men der var ikke noget mod på spil her. Jeg har simpelthen bare ikke skrevet en spændingsroman.