mandag den 16. oktober 2023

Ny roman: Forræderne i Litauen

Lige siden Putins invasion af Ukraine har jeg været fikseret på Østeuropa. Drømmen om at slentre langs havnefronten i Sevastopol og Odessa brast d. 22. februar – det virker frygtelig selvcentreret at skrive, når emnet er så grusomt, men sådan var det. Derfor skyndte jeg mig i maj 2022 til Baltikum og tog bussen fra Vilnius til Riga og Tallinn – inden Putin tog flere bidder af sit "nære udland". De lande var kærlighed ved første, andet og tredje blik, en mærkværdigt overset del af verden med skønne byer, skøn mad og sære mennesker. 

I første omgang blev det bare til en artikel til Weekendavisen: Paranoide eller bare bange. Den handler om, hvorfor balterne, der nærmest altid har været besat af Rusland, trods NATO-medlemskab stadig er bange for russerne – selvom min nye bedste ven, den litauiske forfatter Ruslanas Bogdanas, hårdnakket påstår, at litauerne ikke er bange: De skammer sig over, at de overgav så let, da Den Røde Hær rykkede ind i 1939, sagde han.

Vilnius gjorde et særligt indtryk. Tallinn var med sine dukkehuse alt for pæn til mig, og Riga var for normal. Vilnius derimod var sær, lidt depressiv og mærkeligt attraktiv, uden at jeg egentlig er i stand til at forklare hvorfor. Litauerne er som danskerne – fuldstændig uinteresserede i fremmede, nærmest skræmte. Aldrig har jeg fået så mange afmålte blikke, især fra kvinder over 50, der nærmest virkede, som om jeg når som helst kunne åbne læderjakken og vise dem mit bombebælte. Det har jeg en lille historie om lige om lidt. 

Jeg tilbragte yderligere en måned i Litauen i september 2022, denne gang i bil: tog færgen fra Sverige til havnebyen Klaipeda i selskab med storrygende lastbilchauffører; kørte gennem Den Kuriske Landtange, et UNESCO-beskyttet landområde, der forbinder Litauen og Kaliningrad Oblast midtpå, og videre derfra til Kaunas, der var Litauens hovedstad i mellemkrigstiden og er proppet med art deco-bygninger. Videre derfra til Vilnius, hvor jeg gennemsøgte hvert eneste hul i jorden, spiste litauiske mormormad og udspurgte chefredaktøren for The Lithuanian Tribune om alt og ikke mindst om Den Litauiske Skytteforening, en slags hjemmeværn, som han netop var blevet medlem af.

I anden omgang blev det derfor til en roman, der, som titlen antyder, foregår i Litauen: Forræderne i Litauen udkommer på Gyldendal d. 14. november 2023. Det er en historie om de russiske og polske minoriteters forsøg på at lave en folkerepublik styret fra Rusland langs Litauens østlige flanke; og om kærligheden mellem senioragent i Sikkerhedstjenestn Tomas Minkus og hans forsvundne kone, der pludselig en dag vendte Litauen ryggen til fordel for Rusland. Men romanen er også et forsøg på at lukke Litauen op, så de uindviede kan forstå, hvilket på én gang kendt og fremmed sted det er.

Jeg skrev vist, at jeg havde en lille historie; den kommer her:

En dag skulle jeg fra min lejlighed i senamiestis, den gamle by, til Vingio Park. Her afholdes der nogle af de demonstrationer, jeg skriver om i bogen, selv om de fleste foregår foran Seimas, parlamentet. Jeg aflæste på Google-maps, at det bare var en gåtur på 30 minutter, så jeg drog afsted iført mine bedste Reeboks. Men så kom jeg forbi nogle af de Bolt-scootere, der er overalt, og tænkte: "Ah, hvorfor ikke."




  Og så susede jeg afsted hen ad hullede fortove – det må man godt. Men styret rystede så voldsomt, at jeg skulle holde fast med begge hænder og derfor måtte standse, hver gang jeg ville tjekke Maps. Det er så næsten forudsigeligt, hvad der skete for hende, der er faret vild i en stor Føtex og aldrig kan finde bilen i parkeringskældre: Jeg bevægede mig længere og længere væk fra målet. Til sidst kunne Google Maps fortælle mig, at afstanden var 45 minutter, og straks efter befandt jeg mig på en motorvej – strengt forbudt – og at der var industriel forstad, affaldssorteringer og forhandlere af byggeudstyr til højre og venstre. Da jeg omsider besluttede mig for at opgive og satte elscooteren ved en Ford-forhandler uden for det autoriserede område (hvilket kostede et strafgebyr på 150 kr), var jeg dødtræt – af hidsighed. Jeg prøvede at ringe efter en Uber, men betalingskortet skulle have været udskiftet. Så prøvede jeg at ringe efter en taxa, men ingen forstod et klap af, hvad jeg sagde på engelsk. Jeg fik øje på TV-tårnet, som spiller en ikke ubetydelig rolle i min roman, og begyndte at gå i den retning – over den ene motorvej efter den anden, men TV-tårnet blev ved med at være langt, langt væk. På et tidspunkt midt i bedste indkøbstid kom jeg forbi et supermarked, anlagde mit bedste smil og spurgte dem, der kom ud af supermarkedet, om jeg kunne få dem til at ringe efter en taxa til mig. Men de var alle sammen kvinder og gav mig bare de sureste elevatorblikke og skred videre.  Jeg så, at batteriet på min iPhone var på rødt, men alligevel fik jeg sammenbikset en besked på litauisk i Google-translate, hvor der stod: "Undskyld, men De kunne vel ikke ringe til en taxa for mig? Jeg aner ikke, hvor jeg er og taler ikke litauisk."

Og så stod jeg længe og ventede på, at en  venligt-udseende mand, der umuligt kunne være lige så skrækkelig som de sylespidse kvinder, skulle materialisere sig, og dér var han, en mand i halvtredserne, som jeg igen übervenligt smilende nærmede mig med telefonen i læsehøjde.


„Atsiprašau, bet tu negalėjai man iškviesti taksi, aš neįsivaizduoju, kur esu, ir nemoku lietuviškai.“


Ah, sagde han og derpå noget mere på vakkelvornt engelsk, hvorpå han ringede op og prajede en taxa til mig. Han var ikke kun venlig, han var godt gammeldags skidesød, for ikke alene ringede han efter den taxa, men stod også – behørige to biler  fra mig – og ventede på den sammen med mig. Og så gav han mig en flaske vand og fjernede sig igen. Han mente, at hans engelsk for dårligt, og det var ærgerligt. Men ham glemmer jeg aldrig. Se ham lige, to biler væk: 




Efter 30 minutters ventetid kom den taxa omsider, og den venlige mand fik et kæmpekram fra den helt store kramskuffe, og i taxaen kunne jeg kun tænke på én ting: Jeg er reddet! Nej, en til: Jeg er sulten. Da jeg omsider nåede tilbage gik jeg direkte på restaurant og købte en skøn, fed udgave af Königsberger Klopse, ham her:




Jeg spørger mig selv, om jeg havde været så vild med Litauen, hvis ikke jeg havde mødt den venlige mand?