Tblisi er en vild, støjende og stærkt ildelugtende by. Jeg elsker den. 50.000 hjemløse, venlige hunde går rundt i byen med matte, loppebefængte pelse, og om natten ligger de strøet omkring på fortove og sover i grupper.
De fester med live bands til langt ud på natten – i hvert fald på Meidan Square, hvor jeg boede med vindue helt ud til pladsen – jeg blev nødt til at downloade White Noise-appen og falde i søvn til “flykabine-lyd” med volumen i bund. Næste gang – og der bliver en næste gang – sadler jeg om til ung knægt og bliver siddende på torvet med drink, til musikken stopper. Den er nemlig fantastisk: flerstemmig herresang udsat for georgisk folkrock.
Det er i øvrigt en pleonasme, at kalde torvet Meidan Square, for Meidan betyder plads på arabisk, så nu hedder torvet Plads-Plads. Pyt.
På denne plads-plads – og alle andre steder – er maden fantastisk. Kyllinger i hvidløgssauce, ah, og alt, hvad der hedder Chakapuli til efternavn, er vidunderligt. Men deres stolte nationalret, khinkali, snørklede dumpnings, kan de ikke sælge til mig mere. En bleg, blævrende, tulipanløgsformet pastasubstans viklet om lækkert, indrømmet, fyld, typisk ost eller velkrydret fars. Her er khinkali-rædslerne:
Og så er der vinen, som simpelthen er udenfor nummer. Georgien er det ældste vinproducerende land i verden, og har deres egen måde at lagre vinen på – i lerkrukker, der graves ned i jorden i 6 måneder, før det hældes på egetræsfade. En dag tilbragt med vinsmagning på de mange vingårde i Kakheti, som vindistriktet hedder, burde det ikke være muligt at undgå.
For en som mig, der særligt er til meget tør rødvin, var det mærkeligt at prøve en af deres halvsøde vine og opleve, at den trak benene væk under mig. Men ellers er min absolutte yndling Mukuzani (მუკზანი) fra vineriet Shumi, tør og fuld af bærsmag som den er. (Ja, den skrift er mærkelig, og nej, det er ikke en rund form for kyrillisk, men deres helt eget alfabet, der går tilbage til det 10. århundrede).
Og så kan man spise og drikke, til man falder omkuld, for det koster intet. Den allerdyreste ret, jeg kunne finde på kortet, var en lamme-chakapuli til 75 kroner, og en ypperlig flaske rødvin fås for 50 kroner. Men de priser er ikke så mærkelige i betragtning af, at en universitetslærer får 6 georgiske lari i timen: 12 kroner.
Og så er georgierne bare søde, oven i købet også over for russere, når de kommer som turister, altså. Ellers hader de dem. De russiske turister opfatter nærmest Georgien som deres baghave.
Da jeg var der, i maj 2023, var der russere over det hele, og Putin havde netop genåbnet flyvningerne mellem Moskva og Tblisi og ophævet visumkravene. Det resulterede i to demonstrationer, en foran parlamentet, det her:
… og en i luftenhavnen, hvor indflyvende russere på store bannere kunne læse, at de ikke var velkomne. Folket vil have EU, regeringen vil have Rusland, og EU ryster på hovedet.
Det har jeg skrevet en kronik om til Information.
Min veninde, som interviewede den tidligere præsident, Saakashvili til Horisont i 2013, fortalte, at georgierne var fulde fra morgen til aften. Det så jeg ikke noget til, men når man er sådan en kedelig type, der aldrig drikker sprut før klokken seks om aftenen, er det mærkværdigt at se georgiere drikker vin til morgenmaden.
Georgierne er mytemagere og fulde af vilde historier, og her tænker jeg ikke på den gamle traver om, at Gud gav dem Georgien, fordi de er gode drikkere. Jeg er mere vild med den om, at Putin personligt har tæsket Lukasjenko til overgivelse, og den med, at floden Kura er brun, fordi tyrkerne lukker deres kloakvand ud i den – sandheden er, at den er brun, fordi den livlige strøm hvirvler lerjord op. Det bliver ekstrasynligt, når den som her flyder sammen med en anden flod, der ikke har lerjordsbund:
Faktisk så den så ulækker ud, at jeg ikke skulle nyde noget af en sejltur, selvom prangere konstant var på nakken af os for at sælge sejlture på floden; i det hele taget er deres prangeri for meget – uanset om det gælder hop-on/hop-off ture og eller restauranter. En eller anden skal fortælle dem, at det prangeri er ucharmerende og skal holde op. Men de er fattige og slås om de få turister, der kommer i maj: En kvinde solgte hanevand i colaflasker, og mange før så statelige huse var i en tilstand af forfald, jeg ikke har set lignende nogensteder:
Bemærk i øvrigt i andet vindue fra venstre afspejlingen af Moder Georgien med et sværd i den ene hånd til landets fjendtlige besøgende, og en skål vin i den anden til de bedre gæster.
Det allermest forbløffende var Stalinmuseet, som jeg nægtede at besøge, før mine rejsevenner lagde mig i håndjern. Jeg mener! At have et museum i eget navn er en ære, en fejring. Har du nogensinde hørt om et Hitler-museum? Nej vel. Byen Gori, hvor museet ligger, er stolt af deres bysbarn, for Stalin er nemlig georgier og døbt Ioseb Besarionis dze Jughashvili), men tog senere navnet Stalin, som betyder "mand af stål".
Den amerikanske historiker William D. Rubinstein har konkluderet, at et konservativt estimat gør Stalin ansvarlig for mindst syv mio. menneskers død. Andre sætter tallet højere, men det blegner selvfølgelig i forhold til Hitler’s 11 mio. og Maos 45 mio. – fra sultkatastrofen under the Great Leap Forward. To søde fyre, Stalin og Mao:
Stalin-museet er en pengemaskine uden lige, og hvis man påpeger det moralsk angribelige i et sådan museum, svarer georgierne, at det bare er "historisk". De påpeger også, at det ikke ville være så indtægtsgivende, hvis man i stedet syede det om til børnehjem ...
Russerne flokkedes begejstret til museet. De har nok lært noget helt andet om Stalin, end vi har. Eller også forholder det sig præcis, sådan som det hævdes i Troldmanden fra Kreml:
“I tror, at Stalin er populær til trods for massakrerne, men I tager fejl, han er populær på grund af massakrerne. Fordi han i det mindste vidste, hvordan man tog sig af tyve og forrædere.”
Til gengæld var russerne ikke til at få øje på i salen på Nationalmuseet, der var dedikeret til Sovjettidens fortrædeligheder. Her observerede jeg en flok ældre amerikanske kvinder, der havde hyret en guide, som, mens hun fortalte om befrielsesårene fra 89-91, undskyldte for, at hun kom til at græde. “I’m sorry; this is very emotional for me,” sagde hun. Det var de ligeglade med, faktisk hørte de slet ikke efter. Da guiden begyndte at fortælle om sin familie i Abkhasien, en af de to georgiske provinser, som er besat af russere, begyndte kvinderne at tale højlydt med hinanden om noget helt andet. Det var faktisk frygteligt at være vidne til, og jeg fulgte efter guiden og spurgte, om hun havde mulighed for at give os en guided tur, for vi ville nemlig gerne høre hendes personlige historie. Men hun havde ikke tid før om to uger, sagde hun og tog mig i hånden og sagde tak.
Det var besværligt at komme til Vivamed-klinikken i udkanten af Tblisi, hvor den den forhenværende præsident Mikhail “Misha” Saakashvili er indlagt – efter pres fra Vesten. Uden det pres havde han stadig været i fængsel, for ifølge myndigheder 'skaber han sig bare.' Saakashvili er Georgiens Navalny: Han fik – efter alt at dømme – en politisk dom på seks års fængsel og blev herefter forgiftet med bly, arsenik og barium i fængslet. I dag er han dødssyg, og Vesten appellerer til regeringspartiet Georgisk Drøm om at få overført til et fængsel i udlandet, hvor han kan blive afgiftet.
Og hvad skulle jeg så dér? spørger du. Jeg skulle tjekke, hvor god bevogtningen af ham var, for jeg skal nemlig skrive roman om blandt andet ham – og Navalny, begge forgiftede og indespærrede af det russiske system. Og bevogtningen var god. Mænd med pistoler i hylstret spænede rundt, og en politibil holdt i tomgang lige overfor. Og så sidder der, ifølge oplysninger, et par hærdebredde, bevæbnede fyre uden for hans stue, selvom han efterhånden kun kan bevæge sig ved hjælp af en rollator. Men den dag ventede et kamerahold uden for hospitalet på hans mor. Hun kommer ellers to gange dagligt med mad, som hun forgæves forsøger at få ham til at spise. Men forgiftningen giver ham så meget kvalme, at han ikke kan spise.
På billedet af klinikken ovenfor er der bil, den her. Det er de ynkelige rester af protesterne, der fandt sted i 2022:
Hvad der står? Såmænd bare: Freedom to Misha, Saakashvilis kælenavn i befolkningen.
Kan vi i det mindste ikke blive enige om, at graffitien i Jerusalem Street er stærkt passende?
