Det var ellers fire sjove år og en god forretning. Jeg er sikker på, at jeg kunne blive ved med at pumpe spil ud, hver eneste gang julen nærmede sig, og blive endnu mere rig. Well, well ... rig og rig. Bob-bob.
Men jeg magter ikke længere de mennesker, som et sprogspil tiltrækker. Jeg kan ikke lide dem. Og det er ikke mine kunder, jeg taler om. Det er dem, der ligger i brakvandet rundt omkring de mange søde kunder, jeg heldigvis har haft, hvor de åbner gaber og ræber sig.
Det er dem, der bruger timer på at studere baggrundsmateriale og historier om Sprogspillet og derpå sender mig en mail, der gør opmærksom på en fejl, oftere en 'fejl', de mener, jeg har lavet, og som de tilsyneladende får uoverstigelig energi ud af at belære mig om. Der er noget sørgeligt indestængt over dem. Deres mails er som sure prutter i en elevator, jeg ikke kan komme ud af, og det dårlige humør varer i flere timer efter afskydningen af en af deres salver.
De er blevet mere og mere talrige i løbet af de år, jeg har solgt Sprogspillet, og det er, som om Karen-fænomenet er kommet til Danmark.
Karen kender du godt. Det er hende, den hysterisk forfærdelige brokmutter, der hidser sig op over en dørkarm og synes, at alt er hendes business, og at det er op til hende at opdrage hele verden på sin helt egen ubehagelige facon. Det er selve Karens eksistensberettigelse. Men min Karen er ikke såkaldt 'udadreagerende' og kæfter ikke op i offentligheden. Hun er indestængt. Jeg forstår ikke, hvad der driver hende.
Selvom Karen er et pigenavn, er der også mange mandlige Karen'er. De tropper bare ikke op i min inbox. Det søde menneske, der fjerner mine ligtorne og genopretter kosmos i mine fødder, måtte lige før jul lægge ører til mine hyppige, ubudne gæsters fortrædeligheder. Så fortalte hun om sine kunder, især kvinderne fra 70 og opefter. De var forfærdelige, sagde hun, uhøviske, brovtende, højrøstede og brokkende. Indimellem langede de hende en. What?
Hvad i alverden er der sket med kvinder?
Jeg ved godt, at jeg aldrig helt slipper for de typer. De læser desværre også bøger og elsker, elsker, ELSKER det, når de finder en tyrkfjel et eller andet sted og kan skingre mod mig på mailen: SE, HVAD DU HAR GJORT!
Tilsyneladende er AROMAKUR MOD MUNDLORT et helle, måske fordi de uforskammede lys appellerer til rappenskralder, der ikke behøver at få noget ud mellem sidenbenene.
Jeg elsker rappenskralder, i så fald.
Måske er det bare, fordi jeg lige har fået dem i byger. Måske skifter jeg mening, når solen kommer igen, og jeg har glemt alt om dem. Vi får se. Men indtil videre: Nix. Marek i Polen får ikke flere ordrer fra mig. Nul. Ikke mere Sprogspillet.