onsdag den 9. april 2025

Goodbye, Gyldendal – it's a new day!

Syvogtyve år hos Gyldendal – det er godt nok længe. Okay – med afstikkere til People's to gange. (Min redaktør, Niels Beider, kunne hverken lide Velkommen til mit mareridt eller De terminale kvinders klub, men det kunne jeg. Han tog afstikkerne pænt. Han tog alting pænt).

Niels gik på pension i 2022, og jeg burde være smuttet samtidig, men jeg anede faktisk ikke, hvor råkoldt der ville være på Gyldendal uden ham. 



Så jeg smutter først nu. 

Min agent siger, at jeg skal “kurateres“. Det er kode for “at være under strikst opsyn på et andet forlag...“ Men Lars – et andet forlag?




... så jeg ikke gør dumme ting. Men jeg ELSKER jo at gøre dumme ting!  



Så nej tak til det. Jeg har nemlig mit eget firma allerede, Sprogmenageriet, hvorfra jeg har solgt oplag efter oplag af Sprogspillet siden 2018. 

Og ved du, hvad der sker, hvis man har sit eget firma, og det går godt? Så bliver man helt syg med at bestemme alting selv. Derfor ligger det lige for at henvende sig til Erhvervsstyrelsen og købe et par aliasser: Sprogmenageriet er fra nu af også Bogmenageriet, og hvis det skal være helt åndssvagt, så tag også Sprog- og Bogmenageriet med – så er jeg da dækket ind.

Ikke alene kan jeg nu bestemme alting selv, jeg kan også hygge mig ved tanken om, at jeg fra nu af vil lave mine egne fejl og sige undskyld til mig selv, når det sker.  

Men jeg vil savne Gyldendals fester, julestuen og efterårsreceptionen, især den. Intetsteds er kanapéerne bedre. Og der var højt til loftet, så man kunne skeje ud eller bare dele en banan.



Lige her og nu skal jeg og Bogmenageriet have afsluttet et par hængepartier, først og fremmest den tredje bog i kioskkrimi-serien om store og små forbrydelser i provinsen, hvor de to første var de her:



Denne smækre sag udkom den 16. april:





Og du kan både læse mere og købe ham her. Faktisk kan du få en læseprøve lige her.


Så regner jeg med, at det at bestyre mit mikroforlag bliver lige så sjovt, som dengang jeg vandt i tapas-banko.




Mere, lige om lidt.