Det er dagen derpå: Trumps genkomst som præsident, denne gang med kontrol over kongressen og dertil med præsidentiel immunitet, får mig til at tænke på Anne Applebaums artikel fra 2021, The Bad Guys are Winning. For når jeg kigger videre ud i verden, er der bekymrende tegn på demokratisk erosion og autokratisk konsolidering lidt for mange steder.
Men jeg kigger primært fra øst til vest. Og fra i dag vil autokrat-spiren i USA gøre livet svært for EU, de allierede og hele den verdensorden, der har holdt verden fredelig siden Anden Verdenskrig, samtidig med at Putin presser sig stadigt mere insisterende ind på sine tidligere sovjetrepublikker – med kinetisk krigsførelse i Ukraine og voldsom hybridkrig i Moldova og Georgien.
Moldova og Georgien fungerer som geopolitiske buffere mellem Rusland og Vesteuropa, især EU og NATO. Rusland ser indflydelse på landene som afgørende for at opretholde indflydelse i Østeuropa. Og Moldova har en lang grænse mod Ukraine, hvilket giver landet strategisk værdi for Rusland. Her er der udsigt til Ukraine fra Moldovas "roma-hovedstad", Soroco. Så tæt på er det:
Jeg er lige kommet hjem fra Moldova, hvor der d. 20. oktober skulle stemmes om, hvorvidt Europa-sindede Maia Sandu skulle genvælges til endnu en præsidentperiode. Politiken har netop portrætteret Maia Sandu, så jeg ikke behøver gøre det.
Samtidig skulle de stemme om, hvorvidt landets EU-aspirationer skulle nedfældes i forfatningen. Moldova fik kandidatstatus i 2022 og sigter efter EU-indlemmelse i 2030, hvilket Putin vil gøre alt for at sabotere.
Jeg var i Moldova sammen med en god ven, der er lige så nørdet med Østeuropa, som jeg selv er. Vi havde forventet optøjer i gaderne i Chisinau, som tilfældet har været hele det seneste år, hvor russiske indflydelsesagenter har kørt bønder og bøller ind i busser og betalt dem for at demonstrere mod Sandu og EU. Men der var stille i gaderne, før valgdagen, på valgdagen og derefter. Vi gik rundt i gaderne og granskede deres ansigter, men der var intet spor af, at de skulle noget så monumentalt som at vælge mellem Rusland og Vesten.
Det går voldsomt for sig: Moldovas politi har anklaget bl.a. den pro-russiske oligark Ilan Shor for at orkestrere en massiv stemmekøbsoperation: I alt 39 millioner dollars blev angiveligt overført for at påvirke vælgerne mellem september og oktober 2024, penge, der angivelig blev udbetalt til over 130.000 moldoviske borgere gennem den russiske bank Promsvyazbank (PSB). Pengene blev angiveligt sendt enten gennem bankoverførsler eller via kurerer, der betalte folk direkte.
Ilan Shor er for øvrigt en utrolig skikkelse: I 2014 orkestrerede han et massivt svindelnummer, som lettede tre moldoviske banker for cirka 1 milliard dollars.
Efter bankernes kollaps reddede den moldoviske regering dem i al hemmelighed med 870 millioner dollars i nødlån, hvilket skabte et betydeligt underskud på de offentlige finanser – 12 % af fattige Moldovas BNP.
I 2015 blev Shor sat i husarrest og senere dømt til 7,5 års fængsel for bedrageri og hvidvaskning af penge, men han flygtede til Israel i 2019 og bor i øjeblikket i Rusland, hvorfra han fortsætter med at påvirke moldovisk politik. Herfra skabte og fjernstyrede han sit eget parti, som dog blev forbudt af forfatningsdomstolen. Moldovas sikkerhedstjeneste (SIS) hævdede endvidere, at Shor siden midten af 2022 havde været medvirkende til at kanalisere omkring 54 millioner amerikanske dollars ind i Moldova gennem tilknyttede politiske partier for at påvirke stemmerne forud for parlamentsvalget i 2014.
Omfanget af den påståede indblanding forud for valgene i år var betydelig: Moldovas præsident Maia Sandu hævdede, at kriminelle grupper forsøgte at købe så mange som 300.000 stemmer. Det ville svare til ca. 20 % af de 1,5 millioner stemmer, der blev afgivet ved valget og folkeafstemningen den 20. oktober. Politiets efterforskere afslørede omkring 1 million bankoverførsler til moldoviske borgeres personlige konti.
Læg hertil en massiv desinformationskampagne, der har pågået, lige siden Maia Sandu på grund af krigen i Ukraine officielt vendte Rusland ryggen og indledte forhandlinger om optagelse i EU. I 2023 alene brugte Rusland angiveligt omkring 50 millioner euro på at destabilisere Moldova forud for lokalvalget – med alle de kulørte historier, vi efterhånden har vænnet os til, der især består af smædekampagner mod den siddende regering, EU og personen Maia Sandu.
At den heftige russiske indblanding virkede, var ingen i tvivl om, da valgresultatet viste sig at afvige lidt for markant fra prognoserne – ikke at det i sig selv er bevis for valgsnyd. Men hvordan går det mon til, at Sandus hovedmodstander, den russiske-venlige Alexandr Stoianoglo, går fra en meningsmålingsprocent på 9,9 til en valgtilslutning på 25,98 %?
Meningsmålingerne havde konsekvent vist en støtte til EU-integration på omkring 55 % og en modstand på omkring 35%. Det faktiske resultat af folkeafstemningen for eller imod EU var 50,39% for EU, 49,61% mod EU. Mere kneben bliver en sejr næppe.
En EU-embedsmand udtalte anonymt til Radio Free Europe: "Vi europæere forsøger at købe moldoviske hjerter med ord, men russerne køber moldoviske hjerner med penge."
Umiddelbart efter valget lancerede pro-Kremlin-skikkelser en informationskampagne for at miskreditere valget. Her kaldes det bl.a. udemokratisk, at det var diaspora-stemmerne, der førte til sejr for Sandu og EU og ikke de "rigtige moldovere". Den stil vil fortsætte langt ind i 2015, for der er parlamentsvalg i Moldova i 2025, og russerne har ingen planer om at holde her. Tværtimod vil de, ifølge Robert Lansing Institute, "optrappe deres indflydelsesoperationer i Moldova. Myndighederne bør være på vagt over for øget russisk aktivitet i de russiske enklaver Gagauzia og Transnistrien, hvor Moskva kan forfølge scenarier, der involverer magt og muligvis væbnet konflikt for at destabilisere regionen."
Georgiske valg
Sandu skylder den moldoviske diaspora tak for sin knebne sejr. Det drejer sig om 25 % af befolkningen, ca. 300.000 mennesker, som med rumænske pas arbejder overalt i Europa. Det var også dem, der sikrede hende præsidentembedet i 2020.
Det samme ville have gjort sig i gældende i Georgien, men her fik kun ca. 34.000 ud af den millionstore georgiske diaspora lejlighed til stemme. Den georgiske valgkommission åbnede kun 67 valgsteder i udlandet under parlamentsvalget – og georgierne har fordelt sig overalt i verden – og stak forskellige andre kæppe i hjulet på udlandsgeorgiernes mulighed for at stemme, en klar banefordel for den siddende russisk-sindede regering Georgisk Drøm. Hvorfor? Fordi diasporaen ønsker Rusland hen, hvor peberet gror.
Georgien er helt anderledes end Moldova, som reelt er splittet mellem Rusland og Europa. I modsætning til Moldova har Georgien en regering, som har sat sig på domstolene og indført russiske love, der prøver at kvæle civilsamfundet. Alt det, kan du læse mere om i Kaosagenterne. Men samtidig er georgierne frådende EU-tilhængere. Over 80 % ønsker optagelse i EU, og det har givet anledning til kæmpedemonstrationer, især i Tbilisi, når regeringen har forsøgt at presse den russiske lov om fremmede agenter igennem – og til sidst bare gjorde det trods protester.
Også i Georgien var Ruslands klamme greb til at tage og føle på allerede i månederne op til valget. Nu var det slut med at lade, som om EU var vennerne og tid til at afbilde os som "det globale krigsparti" og oppositionen som Vestens lydige hunde:
Den plakat hang overalt i metroen og på gader og stræder, side om side med store plakater, der viste det ødelagte Mariupol – som var det, man ville få, hvis man stemte på oppositionen – ved siden af den fantastiske sortehavsfront i Batumi:
På denne måde blev valget nemt: Vil du have krig eller fred? Ikke at det er en særlig original vinkel:
Autokrater verden over "taler russisk", og det er da heller ingen hemmelighed, at den ekstreme højrefløj i USA er store fans af Putin og autokratspirer. Men det har vi jo haft rig lejlighed til at konstatere under den amerikanske valgkamp.
I både Moldova og Georgien er der ingen tvivl om, at propagandaen har virket, særlig i landdistrikterne, men heller ikke om, at det georgiske valg bød på alle de former for valgsnyd, som tænkes kan: Uafhængige valgobservatører dokumenterede "kritiske overtrædelser", herunder vold mod oppositionspolitikere og intimidering af vælgere. Der var køb af stemmer; forududfyldte stemmesedler og flere afstemninger med samme ID – dem såkaldt "armenske karussel". Her er et nærmest parodisk eksempel på ballot stuffing – lige efter slagsmålet – som foregik på et af de fjerne valgsteder, der ikke brugte stemmemaskiner.
Samtidig skete det mærkelige, at både oppositionen og regeringen udråbte sig selv som vindere, da kun 75 % af stemmerne var optalt, og inden diaspora-stemmerne var medregnet. Regeringen henholdt sig til de exit polls, der udgik fra deres egen TV-station, Imedi-TV, hvor de førte med 56 % af stemmerne, mens oppositionen kiggede på Edisons prognoser, der gav regeringspartiet 41 %. Regeringen skyndte sig at stille sig op foran parlamentet for at hylde sig selv med balloner og fyrværkeri, mens Orban ivrede ind i et fly for at komme først til at hylde sine ligesindede i Georgien. Den eneste anden, der hyldede valget, var Margarita Simonyan, chefen for de Kreml-finansierede nyhedsbureauer RT og Sputnik. "Georgierne vandt!" tweetede hun. Der skulle naturligvis have stået "Rusland vandt."
Georgiens pro-vestlige præsident, Salome Zourabichvili, nægtede at anerkende resultatet, oppositionen ligeså. Hun omtalte valget som en "russisk specialoperation" og opfordrede kort efter til demonstration, mandag d. 28. klokken 19.00.
Mandag eftermiddag var jeg på vej ind på en kaffebar i en sidegade til Liberty Square for at vente på, at klokken blev syv, men den russiske, (opdagede jeg lige da) ejer, var i gang med at stable stolene og surre lasten, for det tilfælde, at optøjerne i gaden skulle gå ud over hans lille biks. "Og præsidenten er ikke et hår bedre end Donald Trump, når hun offentligt opfordrer til optøjer," sagde han vredt.
Jeg indvendte, at hun opfordrede til demonstration, ikke til optøjer, og tilføjede, at georgiske demonstranter traditionelt var fredelige, og at det først blev voldeligt, når myndighederne blev trætte af demonstranterne og indsatte oprørspoliti med tåregas og vandkanoner, hvilket selvsagt får spændingerne til at eskalere. I år havde regeringen til overflod købt nye vandkanoner og gummikugler.
Så blev han endnu mere sur, men jeg fandt en anden kaffebar og noterede mig, at ingen andre butikker eller barer delte den russiske cafeejers frygt. Klokken syv gravede jeg mig med besvær igennem mængden, der allerede fyldte Rustaveli Avenue så langt øjet rakte, og hen til den ualmindligt smukke parlamentsbygning:
Og hvad sker der nu? Demonstrationerne fortsætter, mens det påståede valgsnyd undersøges. Oppositionspartier og demonstranter kræver et nyt valg under international overvågning, og EU og USA kræver en fuldstændig undersøgelse af valget. Georgiske anklagere har indledt en undersøgelse af påstandene om valgmanipulation på anmodning af valgkommissionen, men både valgkommissionen og anklagerne tilhører regeringen, som afviser beskyldninger om svindel.
Et af de mest overbevisende beviser for valgsnyd er de mistænkelige stemmemønstre, som dataanalytikere har identificeret. Normalt kan en afstemning afbildes som en klokkekurve, som fx denne fra det polske valg i 2015:
Enhver afvigelse fra denne klokkekurve kræver, ifølge den georgiske dataanalytiker Levan Kvirkvelia, en forklaring. I Georgiens landdistrikter præsenterede stemmemønstret sig således:
Den røde pil peger på et fænomen, der er kendt som den russiske hale, en indikation om uregelmæssigheder, der tidligere er set ved russiske valg.
Nørder kan med fordel studere den gennemgang, som Radio Free Europe har lavet, eller følge Levan Kvirkvelia på X.
Fremtiden vil vise, om Georgien kan demonstrere sig ud af problemerne, om det ender i et georgisk Maidan-oprør, eller om landet vil ende som en Belarus-klon.