... og der kommer forhåbentlig flere storværker på listen i løbet af året. Men indtil videre kan jeg ikke anbefale følgende nok: The Goldfinch, Americanah & Blazing World.
Donna Tartts fortryllede og fortryllende The Goldfinch endte desværre med den lidet attraktive titel Stillidsen på dansk – generelt ved jeg ikke helt, hvad oversætterne/forlæggerne tænker, når de døber de danske værker. Mich Vraa,
som oversatte Triburbia, kæmpede en brav kamp for titlen Morgenmad i Tribeca – en fair beskrivelse af romanen, hvor en gruppe mænd uafladeligt spiser morgenmad i Tribeca – men forlæggeren insisterede på, at der skulle stå Triburbia på forsiden, hvilket på dansk mest af alt leder tanken hen på en strubesygdom. Stillidsen lyder bare som noget, man ikke vil have ind i sit liv. Og det er trist.
The Goldfinch er på enhver måde et storværk, og et oven i købet, som får én til at tænke: Så stort et velæltet brød kunne en dansker aldrig præstere. Det er en roman, der minder mig om Louise Welsh' The Cutting Room (som jeg har oversat, og som desværre endte med den lidet interessante titel Det skjulte rum, nu vi er ved det, og selvom der slet ikke var tale om et skjult rum.) Men de, der elskede The Goldfinch, og som vil have mere, kan passende gå videre med The Cutting Room, som i miljø, stil og kerne er tvilling til Donna Tartts mesterværk og har samme fortryllede og fortryllende stemning.
Jeg er fast oversætter af nigerianske Chimamanda Ngozi Adichies romaner – og det er jeg taknemmelig for, eftersom hun er en af mine absolutte yndlingsforfattere.
Hendes murstensroman Americanah udkommer lige om lidt og er en mageløs udforskning af race, racisme og kulturchok: En afrikaner, der for første gang kommer til USA, oplever pludselig og for første gang sig selv som sort og andenrangs, et chok og et kulturchok. Kulturchokket gentager sig, når hun forlader andenrangstilværelsen i USA og kommer hjem igen, nu med helt nye øjne. Chimamanda optræder på Den Sorte Diamant d. 19. maj, og der er i skrivende stund få billetter tilbage.
Det handler om perceptioner – ja, jeg bruger ordet perceptioner i stedet for opfattelser, fordi det er et på én gang større og mere præcist ord i denne sammenhæng: Hvad vi ser, og hvordan vi ser på den helt subtile klinge.
Perceptioner er også kernen i Siri Hustvedts Blazing World (Den flammende verden – endelig en god titel på begge sprog). Her møder vi den Mensa-intelligente Harriet Burden, aka Harry, en overset kunstner, der via sin kunsthandlende mand hele tiden opholdt sig i New Yorks kunstnerkredse uden at dette havde en positiv indflydelse på hendes karrier. Harriet Burden er ikke en fiktiv karakter, men en skæbne, der døde uforløst i begyndelsen af dette århundrede. Under hele sit virke undersøgte hun begrebet perceptioner, bl.a. ved at udvirke den ultimative trilogi: tre forskellige installationer, som hun fik tre forskellige mandlige kunstnere til at lægge navn til med hver sin uhyggelige konsekvens.
Donna Tartts fortryllede og fortryllende The Goldfinch endte desværre med den lidet attraktive titel Stillidsen på dansk – generelt ved jeg ikke helt, hvad oversætterne/forlæggerne tænker, når de døber de danske værker. Mich Vraa,
som oversatte Triburbia, kæmpede en brav kamp for titlen Morgenmad i Tribeca – en fair beskrivelse af romanen, hvor en gruppe mænd uafladeligt spiser morgenmad i Tribeca – men forlæggeren insisterede på, at der skulle stå Triburbia på forsiden, hvilket på dansk mest af alt leder tanken hen på en strubesygdom. Stillidsen lyder bare som noget, man ikke vil have ind i sit liv. Og det er trist. The Goldfinch er på enhver måde et storværk, og et oven i købet, som får én til at tænke: Så stort et velæltet brød kunne en dansker aldrig præstere. Det er en roman, der minder mig om Louise Welsh' The Cutting Room (som jeg har oversat, og som desværre endte med den lidet interessante titel Det skjulte rum, nu vi er ved det, og selvom der slet ikke var tale om et skjult rum.) Men de, der elskede The Goldfinch, og som vil have mere, kan passende gå videre med The Cutting Room, som i miljø, stil og kerne er tvilling til Donna Tartts mesterværk og har samme fortryllede og fortryllende stemning. Jeg er fast oversætter af nigerianske Chimamanda Ngozi Adichies romaner – og det er jeg taknemmelig for, eftersom hun er en af mine absolutte yndlingsforfattere.
Hendes murstensroman Americanah udkommer lige om lidt og er en mageløs udforskning af race, racisme og kulturchok: En afrikaner, der for første gang kommer til USA, oplever pludselig og for første gang sig selv som sort og andenrangs, et chok og et kulturchok. Kulturchokket gentager sig, når hun forlader andenrangstilværelsen i USA og kommer hjem igen, nu med helt nye øjne. Chimamanda optræder på Den Sorte Diamant d. 19. maj, og der er i skrivende stund få billetter tilbage.
Det handler om perceptioner – ja, jeg bruger ordet perceptioner i stedet for opfattelser, fordi det er et på én gang større og mere præcist ord i denne sammenhæng: Hvad vi ser, og hvordan vi ser på den helt subtile klinge.
Perceptioner er også kernen i Siri Hustvedts Blazing World (Den flammende verden – endelig en god titel på begge sprog). Her møder vi den Mensa-intelligente Harriet Burden, aka Harry, en overset kunstner, der via sin kunsthandlende mand hele tiden opholdt sig i New Yorks kunstnerkredse uden at dette havde en positiv indflydelse på hendes karrier. Harriet Burden er ikke en fiktiv karakter, men en skæbne, der døde uforløst i begyndelsen af dette århundrede. Under hele sit virke undersøgte hun begrebet perceptioner, bl.a. ved at udvirke den ultimative trilogi: tre forskellige installationer, som hun fik tre forskellige mandlige kunstnere til at lægge navn til med hver sin uhyggelige konsekvens.