Mit gonzo-gen gør mig usikker. Jeg tror, jeg har DAMP. Har lige besvaret “Symptom Checkliste for voksen ADHD” og havde kun ét enkelt kryds for lidt — ét lille bitte ubetydeligt kryds — til at være påtrængende Ritalin-krævende. Det synes jeg lige, anmelderne skal huske på, når de om MEGET KORT TID bekylder min prosa for at være overgearet. Det er, fordi jeg er syg. Kan ikke gøre for det. Man ville jo heller ikke sige noget grimt om mine ben, hvis jeg sad i kørestol, vel? Det gør man så nu: tykke lægge. Og apropos:
“Hvor ofte sidder du uroligt med arme og ben, når du skal sidde stille i længere tid?”
Hvad med “Altid”? Men man kan ikke sætte kryds i “altid”, kun i “meget ofte”.
Min røv i gulvsand. Det er sgu da med vilje. Jeg kan godt LIDE det overgearet. Jeg vil have det overgearet. Faktisk kan jeg ikke få det overgearet nok. Jeg er utilfreds med, at jeg ikke kan holde en 100% overgearet kadence over 300 sider. Det er for dårligt. For overgearet er overdådigt.
Jeg har ikke temperament til Hemingway. Jeg kalder ham Torben Langsom. Hvis jeg nu fik noget af det der Ritalin, kunne det være, at jeg ville begynde at elske alt, hvad der var langsomt. Langsomt = normalt. Normalt = godt. Og apropos:
"Hvor ofte har du svært ved at koncentrere dig om, hvad folk siger til dig — selv når de taler direkte til dig?" Altid, immer, always.
Men jeg ved, de ikke kan lide overgearet, dem, the enemy out there. De har ikke DAMP. De ryger ikke. De drikker grøn te. Og hvis jeg ikke gad høre på deres brok, kunne jeg jo bare lade være med det der overgearet, men næh-nej! Så kom de jo til at bestemme, hvordan jeg skulle skrive, og hvis de så også havde held til at knægte alle andre, ville dansk prosa blive én stor ensformig, uadskillelig Torben Langsom. Det kan vi ikke have. Tingene er homogene nok i forvejen, de hedder jo i forvejen alle sammen Torben, og jeg har derfor anskaffet en rød sportshijab.
Jeg ruster mig lige nu til kamp for revolutioneringen af den lidt fedtede, primitive stil, der hersker inden for triviallitteraturen. Jeg vil være konge af kiosken, den immer-platte isdronning af illustrerede tidender, godmother of Gonzo og ligge i små bundter til 3.75 lige uden for Føtex. Og det kan kun gå for langsomt. Og så vil jeg om alle de langsomme, alle Hemingway- og Hans-Otto-klonerne, i megalomaniske øjeblikke tænke, som Keith Richards sagde til Bob Dylan: “Jeg kunne sagtens have skrevet “Mr. Tambourine Man” [hvis jeg fik Ritalin], men du kunne aldrig have skrevet “Satisfaction”.
[Okay, så har jeg pillet lidt ved den historie, for faktisk var det omvendt. Bob sagde til Keith, at han sagtens kunne have skrevet “Satisfaction”, men at Keith ikke kunne have skrevet “Mr. Tambourine Man”. Hvorom alting er: Bryder mig ikke om “Mr. Tambourine Man”; elsker “Satisfaction”. Så skulle det lissom være på plads.]
Jeg tager mine tørre tæsk med oprejst pande har jeg messet 300 gange i dag. Og så er det også løgn, jeg ligger allerede og hyler som en gennemsparket hundehvalp på Pusher Street, men det andet lyder bedre, mere sportsligt, mere macho, mere heltemodigt, alle de gode ting. Idealer er gode i en sort tid.
Og så synes jeg, at “overgearet” lyder en kende negativt. Hvad er der nu pludselig i vejen med kåd? Kåd er navnet på en glad kanin, en dejlig, blød, fnuggende sag, der hopper rundt i græsset og skider over det hele. Moi.
Kåd, munter og livlig — dem tager vi. Meget bedre end overgearet.
“Bare en observation. Brug den, hvis du vil.” (Erlend Loe, L)