Susanne er vred, smigret og undrende. Hun har lige optalt antallet af mails og Facebook-beskeder, der enten spørger, om hun ikke er Bitterfissen Bethany, eller direkte beskylder hende for at være det, til 254, og det er 254 for mange. Fuck you, tak og have you lost your mind (= ”har I tabt sindet”)?
Jeg takker derfor Jakob Levinsen for denne salve udtalt i Kulturen på News, hvor han og Knud Romer anmeldte Bitterfissen – the book ("En bitterfisses bekendelser"):
Men stor kudos til Bitterfissen herfra -- af flere grunde. For det første er det noget af et brand at skabe: En sur møgkælling, der udstiller og udskælder enhver narcissistisk wannabe blogger eller eliteskribent, der åbenlyst kun ønsker, at offentligheden kæler voldsomt for hende -- offentligt -- og gør det i et antiæstetisk sprog, som selv ikke den mest inkarnerede amagerconny kunne gøre hende efter.
Og endnu mere kudos for simpelthen at være morsom, hvilket absolut ikke er noget, man skal rode sig ud i at forklare med langspyt. Enten har man pottehumor eller også har man ikke, og for moi -- hvis yndlingsordsprog altid har været, at det ikke gør noget, at en vittighed ikke er morsom, bare den er plat -- er hun et oplagt elskeobjekt. Amor omnia vincit, og det betyder blandt andet, at det er ikke generer mig det fjerneste, at hun er anonym.
Men allermest kudos til Bittefissen, fordi hun har formået at få folk til at vise, hvem de er. Det er øjensynligt ikke muligt stille og roligt at mene, at Bitterfissen bare er et ok-underholdende fænomen og så i øvrigt gå videre til resten af avisen. Det er tydeligvis bydende nødvendigt enten at hade eller elske hende og stille højrøstet op i den ene eller den anden kø. For nylig rablede det helt for min ellers gode Facebook-ven, Vibeke Manniche (”Vibeke Mandehader” på Bethanysk), som kundgjorde, at hun inden for de næste 24 timer ville slette alle, der ikke slettede Bethany. Gu vil jeg da ej! Det samme skete for Anne Sophia Hermansen (”Herpesudbruddet” på Bethanysk), der heller ikke mente, at man kunne appreciere delmængder -- enten hadede man Bethany, eller også hadede man Hermansen. Gu gør man da ej! Hvad er det for et mærkeligt primitivt, totalitært univers at bo i? Jeg kan lide dele af jer alle sammen, selv efter I har opført jer skingert og tåbeligt. Quod est demonstrandum.
Og i mellemtiden rablede det ligeledes for Leonora Christina Skov (”Leo Nobody” på Bethanysk), som indledte en længere kampagne gående ud på, at Bethany var en kvindehadende mand, og at der ikke kunne bruges nok muskel på det emne. Gu er hun da ej, Leo, snup en Fernet. Det er altså ikke nødvendigt at elske alle kvinder for at være en okay Q-body, og der er i øvrigt MASSER af kvinder ud over Bethany, der elsker at sige kusse og fisse, den slags, uden at være det fjerneste mænd. Moi, for eksempel.
Der er et ord, der dækker de tre ovennævnte og i øvrigt fine kvinder: LOLCOWS. Det er mennesker, der ikke fatter, at fænomener, de ikke kan lide, skal ties ihjel, men derimod lader sig tirre til at gå i åben krig, hvorved det forhadte fænomen stortrives. Efter Hermansens flammetaler mod Bitterfissen Bethany, ville alle aviser tale med hende, og til sidst var hun sikret berømmelse & betalt blogging hos Blogger´s Delight. (Men alt andet lige -- det er virkelig spøjst at se pæne Gyldendals bannerreklamer vaje over over Bittefissens lokumsklummer. We like!)
Tillykke, skingre kvindemennesker! Bitterfissen loves you. Og kunne I ikke snart begynde at interessere jer lidt for rigtige problemer -- der er rigeligt at tage af, skulle jeg hilse at sige. Så bliver det også lidt lettere at argumentere for bestyrelseskvotering. Skål! >røv-ikon!<
Jeg takker derfor Jakob Levinsen for denne salve udtalt i Kulturen på News, hvor han og Knud Romer anmeldte Bitterfissen – the book ("En bitterfisses bekendelser"):
Men stor kudos til Bitterfissen herfra -- af flere grunde. For det første er det noget af et brand at skabe: En sur møgkælling, der udstiller og udskælder enhver narcissistisk wannabe blogger eller eliteskribent, der åbenlyst kun ønsker, at offentligheden kæler voldsomt for hende -- offentligt -- og gør det i et antiæstetisk sprog, som selv ikke den mest inkarnerede amagerconny kunne gøre hende efter.
Og endnu mere kudos for simpelthen at være morsom, hvilket absolut ikke er noget, man skal rode sig ud i at forklare med langspyt. Enten har man pottehumor eller også har man ikke, og for moi -- hvis yndlingsordsprog altid har været, at det ikke gør noget, at en vittighed ikke er morsom, bare den er plat -- er hun et oplagt elskeobjekt. Amor omnia vincit, og det betyder blandt andet, at det er ikke generer mig det fjerneste, at hun er anonym.
Men allermest kudos til Bittefissen, fordi hun har formået at få folk til at vise, hvem de er. Det er øjensynligt ikke muligt stille og roligt at mene, at Bitterfissen bare er et ok-underholdende fænomen og så i øvrigt gå videre til resten af avisen. Det er tydeligvis bydende nødvendigt enten at hade eller elske hende og stille højrøstet op i den ene eller den anden kø. For nylig rablede det helt for min ellers gode Facebook-ven, Vibeke Manniche (”Vibeke Mandehader” på Bethanysk), som kundgjorde, at hun inden for de næste 24 timer ville slette alle, der ikke slettede Bethany. Gu vil jeg da ej! Det samme skete for Anne Sophia Hermansen (”Herpesudbruddet” på Bethanysk), der heller ikke mente, at man kunne appreciere delmængder -- enten hadede man Bethany, eller også hadede man Hermansen. Gu gør man da ej! Hvad er det for et mærkeligt primitivt, totalitært univers at bo i? Jeg kan lide dele af jer alle sammen, selv efter I har opført jer skingert og tåbeligt. Quod est demonstrandum.
Der er et ord, der dækker de tre ovennævnte og i øvrigt fine kvinder: LOLCOWS. Det er mennesker, der ikke fatter, at fænomener, de ikke kan lide, skal ties ihjel, men derimod lader sig tirre til at gå i åben krig, hvorved det forhadte fænomen stortrives. Efter Hermansens flammetaler mod Bitterfissen Bethany, ville alle aviser tale med hende, og til sidst var hun sikret berømmelse & betalt blogging hos Blogger´s Delight. (Men alt andet lige -- det er virkelig spøjst at se pæne Gyldendals bannerreklamer vaje over over Bittefissens lokumsklummer. We like!)
Tillykke, skingre kvindemennesker! Bitterfissen loves you. Og kunne I ikke snart begynde at interessere jer lidt for rigtige problemer -- der er rigeligt at tage af, skulle jeg hilse at sige. Så bliver det også lidt lettere at argumentere for bestyrelseskvotering. Skål! >røv-ikon!<
