tirsdag den 13. april 2010

THE HORSENS KRIMIMESSE IS DECADENT & DEPRAVED

Klokken seks lørdag aften på Krimimessens første dag, en dag, hvor ordet partikulær har været højfrekvent, er vi gået op på vores værelser for at vaske dagens cowboystøv af, pålægge aftenens sorte streger og på enhver måde gøre os klar til højdepunktet: Den overdådige middag for 300 mennesker med efterfølgende mord på milliarder af hjerneceller nede i “Horsens’ ældste beværtning, Eydes Kælder.”
Desværre har jeg et problem med en stalker, jeg bare ikke vil have siddende på mig aftenen igennem, og når det gælder bordherrer til en 300-mands middag uden bordplan, er gode råd temmelig pricey.


Huntress S.S. Thompson, Deres udsendte (Portrait of a sickly child)




































Jeg ringer til Anna Grue og piber og beder hende holde en plads til mig, lige meget hvor, bare der er et tungtsiddende menneske på hver side, der ikke er hr. Stalker. Anna sukker forståeligt nok meget længe, men ender med at indvillige i mit forslag om, at jeg kommer ti minutter for sent. Men otte minutter før jeg kommer ti minutter for sent, ringer Anna stakåndet og beordrer mig på plads. NU: JEG KA IK BLI VED MÆ A HOLD DEN, hyler hun anklagende. På det tidspunkt har jeg fået en bus i øjet og kan i øvrigt ikke finde mine nøgler. Jeg splitter hotelværelset ad, til det ligner en scene fra Reservoir Dogs, og desperationen stiger, for Anna var ved at blive sur.

ANNA MÅ IKKE BLIVE SUR. Så hellere mere snevejr.


Anna, pissesur. Men frakken er pæn


Jeg begynder at svede af angst, men nøglen er ingen steder. Da den omsider dukker op — i døren — halser jeg ned til salen og finder hele to pladser. Der er rod i det, der er blikke og nedadvendte mundvige. Men jeg kan ikke høre, hvad det går ud på, for akustikken er så ringe, at Henrik Palle, der sidder på pude med dårlig ryg, med næsten autistisk nidkærhed stirrer på et fikspunkt langt væk i total akustisk afmagt.
Annas og Bo Taos næser har mødt hinanden midt på bordet i et forsøg på samtale, og omsider vender Anna sig surt (igen) mod mig og sprutter mig gerade i øret: "Og jeg har måttet jage Den Sur-Søde Bladsmører væk, så du ku få din plads, OG NU ER DER TO."
Øv, hvor må jeg bare være en skid, tænker jeg mismodigt uden at fatte, hvordan det kom så vidt. At måtte jage Sur-Sød væk er virkelig, virkelig slemt. Jeg begynder at spejde efter ham — der er jo en plads lige ved siden af mig, og det er bestemt det bedste sted, han kan sidde efter min beskedne overbevisning — og finder ham, så langt væk som overhovedet muligt. Selv på den afstand kan jeg se, at han langgaber og i bedste Palle-stil har blikket fæstnet på uendelig. Et par sigende fagter senere indfinder Sur-Sød sig med læderjakken krammet i hånden som en beskidt hemmelighed og en bemærkning om, at hans opførsel er kritisabel.

Sur-sød ...ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH
Jeg er bare lykkelig. Love of my life sidder nu lige ved siden af mig, og jeg har bestemt til hensigt at placere min tunge på hans drøbel et sted mellem forret og hovedret. Hvilket minder mig om, at der står en hors d' foran mig, som jeg prompte antaster.
I mellemtiden viser det sig, at Bo Tao har holdt en plads til Lillelund, som Sur-Sød nu har taget — det var det, jeg ikke kunne høre. Så kommer Lillelund, og vi forsøger at sende ham over på Sur-Søds tidligere plads på 17. kartoffelrække. Påpeger, at der er blondine på den ene side. Men han har for pokker Deliciøse Årgangsvine fra en Anden og Bedre Verden under armen. Stort dilemma. Bo Tao laver en lille, fuldt forståelig scene med nær-tåreblandet raseri. Her har han sørget for pladser til alle, og nu må han gå, så Lille kan få hans plads. Jeg foreslår pænt, at Lillelund bare smutter og efterlader sin vin, men den går ikke. Det gør Bo til gengæld og efterlader os med sort samvittighed og stort savn: The last gentleman on earth just left, og nu er der kun kakerlakker tilbage.
Der stopper problemerne dog ikke, for jeg har i rungende tankeløshed medbragt tre liter rød Beringer på tap og seks mageløse Edelstoff, som jeg lystigt malker og deler ud af, henholdsvis. (Jeg har altid skullet købe mine venner, you see.) Men så kommer en historisk enerverende 19-årige fjappe i servitriceornat og belærer os om, at hvis vi ikke køber og drikker deres vin, må vi gå op på vores værelser. Det er satme mange år siden, jeg er blevet sendt op på mit værelse, og instruksen afstedkommer yderligere optrapning af teenageadfærd: Ned under bordet ryger både tappevin og øl, og jeg malker lystigt videre og diskuterer fjappeadfærd med alle fjappeinteresserede, stadig uden at kunne høre et ord. Desværre kan jeg ikke se, hvad jeg laver under bordet, så kort efter svømmer gulvet i vin. Meget ugodt, som Jussi ville have udtrykt det, men hov, Lillelunds årgangsvine har også fået marchordre. Og Lillelund himself er forsvundet. Og Tao er væk. Sur-Sød har ryggen til. Jeg overvejer kort at fortælle hans ryg, at jeg elsker ham, men han bliver så let sur, deraf navnet, så i stedet følger jeg færten og fisker Lillelund og Tao på trappen ved hovedindgangen iført samtlige årgangsvine og ét glas. Vi laver en rota. Glasset kører rundt. Vi ryger. Glasset er i stadig bevægelse. Vi ryger lidt mere. Det glas må på afspadsering i morgen. Pludselig er al Lillelunds årgangsvin væk, og han bekendtgør skeløjet sin langt-ude-på-landet top ti over attraktive kvinder. Tao er glad igen. Min hukommelse begynder at vige. Et eller andet sted mellem underbordsaftapning og roterende årgangsvin, har alle spist hovedret undtagen Palle, som nøjedes med at stirre stift og mistroisk på fem bønner og to kartofler, stadig siddende på pude og med blikket på sørgmodig uendelig. Nu går det stærkt. Anna og Suzy adviserer Bjertrup om marketingsstyling, som vi ved lige præcis nul om. Bjertrup er glad. Bjertrup er altid glad. Gretelise er også glad, og har, om jeg så må sige, fået tungen på gled i udstrakt grad og tilhvisker mig lokkende tilbud, som desværre er fortrolighedsstemplede, omendskjønt det ellers drejer sig om saftige sager.
Udsigten til Sur-Søds ryg er deprimerende. Vend dig om, og giv et snav, prøver jeg at sende til den, men den er stokdøv.
Tao får sin plads tilbage og kaster sig sammen med Bjørnvig ud i en litani om alle de kvinder, de kunne have lagt ned, men missede. Det er en rørende, romantisk stund, og Anna og Gretelise rådgiver og trøster. Sur-Sød vender sig kort og stiller mig et virkelig show-stopping spørgsmål om min mand, som ikke lover godt for min plan om at placere min tunge på hans drøbel. Så vender ryggen tilbage.
Mit blik begynder at svømme, og jeg tager briller på. Hjælper ikke, dårligt tegn. Skynder mig at drikke noget mere og trykker en masse fremmede mænd i hånden, som har kendt mig i 115. år og med stor familiaritet kalder mig Susanne. Tør ikke spørge, hvad de hedder. De er alle sammen helt ens. Måske er det der med at se dobbelt bare en kæmpe underdrivelse?


Det bliver værre og værre. Allan Nancke fra Bog & Ide slæber af med mig med det formål at bumme cigaretter og fortælle mig nogle trade-secrets, jeg lige står og mangler. Derefter præsenterer han mig for anden mand af ringe højde, med hvem jeg forventes at føre en samtale, men det er tydeligvis for sent til det pjat.
Så står han der: stalkeren. Jeg klipser mig sammen med netop forbipasserende Bjertrup og mumler "dessert. Haster." Stalkeren først ånder, så klør mig i nakken og hvisler:
  ”Har du det godt, Suzy?”
  ”Nej, mit vedvarende smil skyldes alene stærke smerter i brystregionen.”
Den dessert er god. Jeg henter en til. Sur-Sød vender sig og siger noget om at snave foran Johannes Riis til efterårsreceptionen, og jeg kan tydeligt mærke, at det er nu, jeg dør. Det har jeg bestemt ingen erindring om. Men jeg husker på den anden side heller intet om at have pandet Kirsten Hammann en, bare fordi hun kaldte mig Mette. Men kunne Sur-Sød så ikke bare have sagt det på en sexet og lækker måde og fulgt op med et snav, jeg ville kunne huske? Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke er min aften.
Et eller andet sted på vejen mellem spisesalen og Eydes falder jeg og rammer Katz Krefeld, det pæne menneske, der modtager min spytblandede undskyldning med et høfligt smil. Og pludselig er jeg ansigt til ansigt med en alabasterhvid [vinterlårsfarvet, red.] kavalergang, der er ude at lufte Leonora.

   ”Hej,” prøver jeg med mit vedvarende smil. Kavalergangen knurrer sagte.
   ”What’s a nice cleavage doing in a place like this?” prøver jeg.
   ”Cocktease 1.00,” hvisker den sexet.
   ”Nice! Hvorhenne? VUC?”
Den hypnotiserer mig, og jeg bilder mig ind, at den nu hvisler: ”Stol på mig.” Den har for længst hypnotiseret Bjørnvig, men det vidste vi jo i forvejen. Jeg tænker, at sådan to ville jeg også godt have, to kavalergange, altså, one for here, one to go.
Ken Jacobsen, der denne aften giver rollen som understudy for Truslen fra Abernes Planet, sætter sig på hug foran Kavalergangen og placerer sin umanerligt lange næse i utilbørlig nærhed iført et par rødligt lækkende øjne, der buler ud som overplukkemodne bær. Mens dette pågår, sidder Leonoras ægteviede Annette i København og skriver på en artikel om de ti grimmeste dyr i verden. Hvis Annette havde været her nu, havde et af de højst rangerende dyr fået sparket.
Efter en hurtig lapdance på Langstrup er det på sin plads igen forgæves at spejde efter Den Sur-Søde Bladsmører.
How long can a cool cat keep her calm?

Tilføj billedtekst

Well, bourgognen flyder godt i mig, bare synd, de kun har rævepis her. Overspringer ved at exfoliere tungen på Plan-B-Vestergaards højre kind. Det lader ikke til at genere Helle Nancke, som vil giftes med mig. No problem. Det gør vi bare. Benni Bødkers skæg går forbi, og jeg besættes af en pludselig epileringstrang. Men Benni sidder fast i den ene ende, så jeg tør ikke.
En masse mennesker giver en masse drinks, og pludselig dukker Sur-Sød op, materialiserer sig i tågerne som Clints æterlegeme blot for lige så pludseligt at forsvinde igen. Høj-oktant High Plains Drifter, og læderjakken lugter af ko, vil jeg vædde rigtige penge på. Flere drinks senere konkluderer jeg, at han i virkeligheden bor inde i en Paul Auster-roman, jeg ikke har læst.
Jeg tager en quick’n dirty beslutning om at tage solbriller på i morgen og indtage Amvos opskrift til morgenmad: 1 betablokker, 600 milligram paracetamol og 1 liter æblejuice. Og sluttelig, apropos Amvo, at det måske var på tide at sætte en uge af til at læse og forstå The Rules.