søndag den 19. juli 2015

Hausfrau

Mens I alle sammen slænger jer ved diverse strande eller sidder i kø på den tyske motorvej, har jeg – klogeligt – valgt at blive hjemme i den danske s-s-s-s-sommer. Det gør jeg altid, fordi jeg rejser så meget resten af året. And speaking of which: Næste tur går til Zürich.

Ikke den mest eksotiske by, du kan komme i tanke om, vel? Nej, hvis du gør dig selv den kæmpe tjeneste at læse HAUSFRAU, vil byen pludselig fremstå   mystisk og dragende, på samme måde som New York fremstod mystisk og dragende efter Paul Auster havde taget den under behandling  i THE NEW YORK TRILOGY.




Zürich gennemtrawles her af en hausfrau, ja: Jeg ved, hvad du tænker, men hun er ikke den type hausfrau, du umiddelbart kommer i tanke om, og det ved du efter bogens indledende sætning:



                   Anna var en god hustru, for det meste.


Anna Benz er 37 år gammel og har tre børn med hårde og kolde Bruno. Hun har også, efter eget udsagn, et alt for gennemsnitligt udseende. Ingen af delene hindrer hende i at ondulere sin ensomhed og fremmedgørelse over for alt schweizisk ved at knalde alt med puls, indtil det selvfølgelig går helt, helt galt.

Bogen er blevet kaldt en "litterær Shades of Grey" eller "Madame Bovary meets 50 Shades of Grey", men det er – trods et par heftigt eksplicitte sexscener – helt i hegnet.  Der er tværtimod tale om en raffineret historie om, hvad det kan indebære, når et menneske er ude af stand til at sige nej. Til noget som helst.




 


Jill Alexander Essbaum


Det er en fabelagtigt dragende bog – til overflod fyldt med tyske verber! – med en fabelagtigt irriterende heltinde. Men den er ikke desto mindre grunden til, at jeg snart skal til Zürich.