Velkommen til Susanne Stauns blog, Suzys blob, en sørgeligt forsømt blog om løst & fast om romaner, diverse – og skørlevned under krimimessen, fra dengang den stadig var sjov.

mandag den 5. november 2012

Mord Am Hellweg




... er navnet på Europas største, internationale krimimesse, som tyskerne hvert år afholder, og som forløber over flere uger og i forskellige byer. Jeg var inviteret til en aften med blandt andet tidl. Guardian-journalist Martin Walker og sydafrikanske Deon Meyer, hvis forfatterskab jeg kun kender, fordi jeg engang i et andet liv oversatte hans Heart of the Hunter til Jægerens hjerte for det hedengangne Borgens Forlag. Meyer kan den kunst det er at fremskrive et steds iboende romantiske kvalitet, og han er også selv en ganske romantisk mand, som jeg dog måtte tvinge til at frie til mig:





Mit tyske forlag, Klett-Cotta Verlag, havde glemt at informere mig om aftenens program, og jeg fløj til Düsseldorf i den tro, at jeg skulle deltage i en times paneldiskussion med d'herrer, og kunne derfor ikke forstå, at jeg ikke kunne få et fly hjem samme aften. Men tyskere er grundige, som vi ved, og det viste sig at være et arrangement, der løb fra kl. syv til klokken tolv om aftenen, hvor vi hver især optrådte på flere scener med en interviewer på den ene side og en skuespiller på den anden. Sidstnævnte læste dramatisk op fra den tyske oversættelse i næsten en halv time – pyh! Det er længe at sidde stille og kigge på sine hænder.




Nina Petri

Klett-Cotta havde også glemt at fortælle mig, at jeg skulle medbringe den danske udgave af Døderummet, så jeg kunne læse op på dansk, fordi det er rutinen på Mord Am Hellweg. "Tyskerne synes, det er så eksostisk", sagde de. Nå, den klarede jeg mig udenom ved at recitere Halfdan Rasmussen for dem. Af uransagelige grunde lærte jeg nemlig som barn hele "En kælling og en kylling og en killing, der var tvilling" udenad uden at ane, at jeg engang skulle få brug for at underholde en kæmpesal fuld af tyskere med det.


Antje Deistler anmelder bøger for WDR2 Bücher


Intervieweren, Antje Deistler, ville hele tiden tale om, hvor skæv Maria Krause var – og så var det godt, at jeg fra anmeldelser ....


....vidste, at skæv hed schräg på tysk. Godt ord at kunne, når Antje Deistler, lagde ud med ordet mærkelig – skæv er den ondelynemig bedre end mærkelig.

Det ville selvfølgelig hjælpe på billedkvaliteten, hvis jeg lod være med at prøve at tage billeder i modlys, men det vil også hjælpe, hvis jeg får mig taget sammen til at skifte den gamle iPhone 3 ud med en ny ... under alle omstændigheder har Deon Meyer mange fans, blandt andet den smukke, tyske forfatter Tatjana Kruse, der ikke alene var troppet op for at bære Meyers taske, men også var så sød at opklare et mysterie for mig:





Hvorfor køber tyskerne så mange udenlandske krimier, mens de stort set ingen eksporterer?


Fordi, hævder Tatjana: “Tyskerne tror stadig, at det at kunne skrive er et talent, man har fra Gud, ikke et håndværk, der kan læres. Derfor er de fleste tyske krimier noget forfærdelig lort, som jeg heller aldrig ville oversætte. Bortset fra mine egne, selvfølgelig.”