Velkommen til Susanne Stauns blog, Suzys blob, en sørgeligt forsømt blog om løst & fast om romaner, diverse – og skørlevned under krimimessen, fra dengang den stadig var sjov.

tirsdag den 25. september 2012

Kapitell, Stavanger, 23. september

er navnet på en stort anlagt krimifestival i Stavanger, hvor – så vidt jeg kunne skønne – Christina Hesselholdt og jeg var de eneste danskere. Finske Leena Lehtolainen, svenske Tove Alstedal, norske Thomas Enger og jeg skulle tale om vores arrede helte. Hyggeligt nok: Det foregik på en båd, MS SANDNES, og der var masser af vin og venlige mennesker i et stort, loungeagtigt lokale. Det mest bemærkelsesværdige ved den timelange diskussion var, at vi overhovedet ikke forstod, hvad hinanden sagde, og på den efterfølgende pubcrawl udelukkende talte engelsk.


Det var lørdag aften, og byen summede af fulde normænd. Vi gik målrettet efter en bestemt pub, hvor en ualmindelig smuk finne skulle læse op, men da vi kom, var  Christina Hesselholdt i gang med at læse op af et hypnotiserende rytmisk digt. "Det lød fantastisk," sagde svenske Tove til mig på engelsk. "Men jeg forstod ikke et ord." Det gjorde Leena heller ikke. Jo, hun havde fanget ordet "Trinidad". Efterfølgende læste en svensker op, og så var jeg lost. Egentlig noget fis og spild af folks tid med de nordiske arrangementer i stedet for at se i øjnene, at VI IKKE FORSTÅR, HVAD HINANDEN SIGER.