Er stadig ved at dø af irritation over Knud Romers mageløse vrøvl om alle Facebooks fortrædeligheder, som de kom til udtryk bl.a. i Politiken, men orker ikke her at tilbagevise hans påstande. Emnet her er faktisk noget nær det omvendte: At lovprise Facebook.
Hver morgen kan jeg logge ind og se, hvordan mine venner, både de rigtige og dem, jeg kun kender som tekst i tråde, har det; hvis der er lidt stille fra en bestemt front, kan jeg have grund til at blive bekymret og sende en besked i indbakken til dem, jeg har mistænkt for måske at have det dårligt. Jeg kan overspringe, dvs. lave lidt – eller meget – ballade, hvis jeg er kørt fast og trænger til en pause; jeg kan læse de artikler, som mine kloge og diverst orienterede venner, der læser andre aviser end jeg, venligt "poster" og dermed stiller til andres rådighed. Hvad skulle jeg gøre uden? Ingen anelse. Og så er Facebook, nota bene, VERDENS BEDSTE RESEACH-REDSKAB
I stedet for at ringe rundt til alverdens eksperter i dette og hint for at stille mine dumme spørgsmål og nogle gange bruge en halv dag på at komme igennem til en sur skid, der måske har tid til at besvare et enkelt spørgsmål om fjorten dage, så stiller jeg bare de spørgsmål, jeg har, i min statusupdate eller oven over et billede, der illustrerer problemet. Midt i sommerheden (vits!) skrev jeg fx:
Og inden for en halv time var jeg udstyret med en gal kemiker, der kunne svare på alt. Tak til Hanne Gabel for at henvise til sin bror, Jørgen Gabel.
Da jeg skrev Døderummet, var jeg i tvivl om, hvad en masse ting, jeg ellers aldrig tænker over, hedder. Hvad hedder fx den plads, der er under trappen, lige når man kommer ind i en etageejendom? Og er "indstigningsdøren" den rette betegnelse for den dør, man stiger ind ad i en bus? I så fald: Hedder den anden så "udstigningsdøren"? Und so weiter. Det svarede mine Facebook-venner på i løbet af nulkommafem – selvfølige, tænker du, for de spørgsmål kan enhver over fem år da svare på. Korrekt, men ikke hvis man har bragt sin hjerne i kog ved at stirre på et ord i længere tid end forsvarligt.
Lige før kemispørgsmålet havde jeg igen haft en række spørgsmål til, hvad diverse dimser i virkeligheden hedder. Fx disse "signalstandere", som flankerer manden:
Tråden fortsætter et godt stykke ud over, hvad der her kan ses, for det tog sin tid for rette vedkommende at se mit spørgsmål, men så var den også i kassen: "Kunne det være akustiske signalstandere." Ja, lige præcis. Tak for det, også, gutter.
Hver morgen kan jeg logge ind og se, hvordan mine venner, både de rigtige og dem, jeg kun kender som tekst i tråde, har det; hvis der er lidt stille fra en bestemt front, kan jeg have grund til at blive bekymret og sende en besked i indbakken til dem, jeg har mistænkt for måske at have det dårligt. Jeg kan overspringe, dvs. lave lidt – eller meget – ballade, hvis jeg er kørt fast og trænger til en pause; jeg kan læse de artikler, som mine kloge og diverst orienterede venner, der læser andre aviser end jeg, venligt "poster" og dermed stiller til andres rådighed. Hvad skulle jeg gøre uden? Ingen anelse. Og så er Facebook, nota bene, VERDENS BEDSTE RESEACH-REDSKAB
I stedet for at ringe rundt til alverdens eksperter i dette og hint for at stille mine dumme spørgsmål og nogle gange bruge en halv dag på at komme igennem til en sur skid, der måske har tid til at besvare et enkelt spørgsmål om fjorten dage, så stiller jeg bare de spørgsmål, jeg har, i min statusupdate eller oven over et billede, der illustrerer problemet. Midt i sommerheden (vits!) skrev jeg fx:
Og inden for en halv time var jeg udstyret med en gal kemiker, der kunne svare på alt. Tak til Hanne Gabel for at henvise til sin bror, Jørgen Gabel.
Da jeg skrev Døderummet, var jeg i tvivl om, hvad en masse ting, jeg ellers aldrig tænker over, hedder. Hvad hedder fx den plads, der er under trappen, lige når man kommer ind i en etageejendom? Og er "indstigningsdøren" den rette betegnelse for den dør, man stiger ind ad i en bus? I så fald: Hedder den anden så "udstigningsdøren"? Und so weiter. Det svarede mine Facebook-venner på i løbet af nulkommafem – selvfølige, tænker du, for de spørgsmål kan enhver over fem år da svare på. Korrekt, men ikke hvis man har bragt sin hjerne i kog ved at stirre på et ord i længere tid end forsvarligt.
Lige før kemispørgsmålet havde jeg igen haft en række spørgsmål til, hvad diverse dimser i virkeligheden hedder. Fx disse "signalstandere", som flankerer manden:
Tråden fortsætter et godt stykke ud over, hvad der her kan ses, for det tog sin tid for rette vedkommende at se mit spørgsmål, men så var den også i kassen: "Kunne det være akustiske signalstandere." Ja, lige præcis. Tak for det, også, gutter.