onsdag den 28. september 2011

Kære, kære Mads

Jeg fik en grim opringning i morges: "Min" kriminaltekniker, Mads, valgte for nogle dage siden at tage sit eget liv. Depression er forfærdelig og helt uforståelig for dem, der ikke lider af det, og når det ender i ønsket om at forlade denne skrækkelige og vidunderlige planet, så er det helt, helt ubærligt.

Mads har nidkært hjulpet mig med Døderummet og Hilsen fra Rexville, pisket mig til at skrive om og om og om, indtil mindste detalje var korrekt, og jaget mig væk fra Facebook, hver gang jeg prøvede at undgå at arbejde. Men fremfor alt har han været en god ven, en sød person, et helt vidunderligt menneske.

Kære, kære Mads — eller "Mads-baby", som jeg med din kones tilladelse kaldte dig — hvor kunne du? Du kunne jo lige have ringet, så vi kunne have talt om det — igen, igen. Og vi skulle jo have spist på Kivi, igen, smadret flere harddiske i din have og leget med din åndede hund. Og hvad nu med Pia og Bonus? Du kan ikke være det bekendt! Hvis bare du havde vidst, hvor savnet du ville være ...

---------

Well, okay, Mads, lige en tilføjelse, to dage efter: Hvor godt at være til din bisættelse, er det ikke noget mærkelig noget at sige? Men: Høj sol og 25 grader, og ved du hvad? Det var måske alligevel det rigtige for dig, hvis du virkelig havde det sådan, at døden var hjem & fred. Dit afklarede afskedsbrev, som blev læst højt i Søndre Kapel, var intet andet end rørende, og jeg er sikker på, at det gav Pia fred i sindet.

Men hvorfor var du så altid i så godt humør? Der er stadig så mange ting, jeg ikke forstår, for hvad ved vi andre egentlig om at have en ægte depression?


Men jeg kan sige dig én ting: No more dr. Krause uden dig, det er fuldstændig utænkeligt.