Fredag aften i London. Heden klæbede til natteluften, og det ville have været sexet, hvis ikke selv samme hede havde sat sig i de vinterstøvler, jeg i et anfald af vanvare havde taget på. Vejrudsigten havde sagt koldt & regn, men jeg havde glemt, at der stod august i kalenderen. Pyt: Jeg var på vej hjem til mit femstjernede hotel efter en dag, hvor alting var gået, som det skulle. Jeg havde fået en fin snak med redaktørerne på Penguin om min seneste thriller, Døderummet, eller Darkwoods, som de kalder den, og jeg fik et blik fra en af redaktørerne, der forveksling lignede det, Pamela Anderson sandsynligvis får flere gange dagligt. Sikkert på grund af min nye Smoky Eyes kit fra Benefit Cosmetics. Og sikkert også fordi pågældende redaktør var 63. Well ...
Bagefter spiste jeg usandsynlig lækker mad på en sardinsk restaurant med min gamle ven, Keith.
Klokken var næsten elleve, da jeg nærmede mig mit værelse på Sheraton Park Tower med nøglekortet i hånden og én ting i tankerne: At få de støvler af. Men jeg kom på andre tanker, da jeg så, at døren til mit værelse stod på klem, og et svagt lys sivede ud gennem sprækken. Jeg standsede og tænkte på stewardessen, der for nylig var blevet banket ihjel på et hotel i København, men da jeg var færdig med det, skubbede jeg langsomt døren op med foden, mens adrenalinet skød helt ud i fingerspidserne som skovbrand. Uden at flytte mig kunne jeg nu se, at sengelampen var tændt, og lugte en krydret cigaret, hvis røgslør blandede sig med lyset fra lampen som en lang, doven sky.
”Get on in, Suzanne,” lød en rusten stemme, som jeg genkendte. Mere adrenalin, over det hele; så meget, at jeg slet var kæk nok til at påpege, at mit navn var totalt sibilant: Nul z.
Kæk? Jeg var overhovedet ikke kæk. Blodet bankede rundt i kroppen og hamrede mod tindingerne, men det var ikke af skræk, nærmere noget i retning af tændt rødt lys i krybdyrshjernen. For stemmen tilhørte ham, jeg havde drømt om, ham, der ville møde mig ved mundingen af Mississippi-floden, men aldrig dukkede op, ham, jeg græd over, da de væmmelige skævøjer gennemhullede ham med deres væmmelige kugler. Ham med den velholdte Torino og bukselinningen halvt oppe om ørerne. (Ikke at sidstnævnte gjorde ham mindre sexet, mind you.)
Jeg svælgede langsomt og gik så ind. Han sad tilbagelænet i den store, røde plyslænestol og krængede sine tynde læber om stumpen af en cigaret, han holdt mellem to fingre; gløden blinkede til mig i halvmørket, da han sugede for sidste gang og derpå kvaste den i en ølkapsel. Han havde taget for sig af minibaren, og der stod en opknappet øl af et mærke, jeg ikke kunne se på bordet ved siden af. Men jeg var ret sikker på, det var en Newcastle Brown Ale. Jeg satte mig på sengen og kiggede spørgende på ham. Cool udvendig (er jeg sikker på), skælvende af lystblandet generthed indvendig.
Clint & Mig. Together. Forever.
Hvordan var han kommet ind? Hvad lavede han her? Gode emner at indlede en samtale med, skulle jeg mene, men jeg var travlt optaget af at ’svede indvendig og udvendig’, som en god ven engang udtrykte sin reaktion på Helen Mirren.
Han smilede fra sin halvliggende stilling i den bløde stol og kom mig i forkøbet.
”Jeg kan komme ind alle steder.”
(Jeg ELSKER folk, der kan komme ind alle steder).
Jeg nikkede, og læberne skiltes for at give kæben mulighed for at ramme gulvet. Hvor vidste han det fra? Hvor kendte han overhovedet mig fra? Og hvorfor interesserede det ham?
”Den handler om døde mennesker? Om lig, hører jeg.”
”Om døde mennesker, men ikke om lig,” hørte jeg mig selv svare og håbede inderligt, at han ikke ville bede mig diske op med forskellen.
”Fortæl — sig mig, doncha want a drink?”
Det kunne man roligt sige. Jeg rejste mig og gik over til et bord ved siden af minibaren, hvorpå der stod et udvalg af vin i halvflasker. Jeg snuppede en rød med skruelåg. Dem var jeg begyndt at sætte pris på.
”Fortæl,” lød det utålmodigt fra lænestolen. ”Om døde mennesker, men ikke om lig. Go on. Goddammit.”
”Altså, der er lig i historien. Romanen foregår jo blandt retsmedicinere, så selvfølgelig er der lig i. Min heltinde — eller hvad det hedder — er retsmediciner.” Fuck, hvor lød det lamt!
”Lig fascinerer mig. Dead people. Jeg er så inderligt træt af de levende.” Fuck, det lød mindst lige så lamt.
”Okay.” Hvad skulle man ellers sige? Han kiggede vedholdende på mig. Jeg blev nervøs og begyndte: ”Hvor ved du ...” men han afbrød mig.
”Jeg har altid ønsket at overvære en obduktion, og jeg må have spurgt de første 100 retsmedicinere, om jeg måtte ...”
Men han havde fået afslag hver gang. Ja, det kunne jeg godt have fortalt ham. Syge tumpe! Hvad er det for en malign interesse? Jeg vidste, at retsmedicinere hver dag modtog opringninger, breve og e-mails fra folk, syge tumper, der ønskede at overvære en obduktion. Men retsmedicinske institutter i Danmark og i de fleste andre lande er bedre sikret mod uvedkommendes eventuelle adgang end Fort Knox og har flere nøglekorts-kontrollerede døre, end jeg nogensinde har oplevet noget andet sted.
Clint-baby fortalte om hvert enkelt afslag med en detaljerigdom, så jeg kunne mærke hans smerte over afslagene helt ind i den del af min super empatiske kvindesjæl, der normalt er reserveret til mishandlede hunde. (Jeg havde allerede glemt, at jeg momentant havde ment, han var en syg tumpe). Afvisning var næppe det, han var vant til, denne mand, der kunne komme ind alle steder og i hvert fald på et hotelværelse, der var mit. Ikke at jeg havde noget imod det. (Fuck, hvor er jeg lam!)
”But that’s bullshit, yeah?” Åh, nej, ikke vred! Okay, hvis vreden kun skyldtes det stykke tobak, der blev ved med at hænge fast i læben på ham, og som han nu forgæves forsøgte at fjerne med finger, så fred være med det.
”Når man tænker på, at stort set alle og enhver kan komme og gå på hospitaler, der trods alt er fyldt med levende mennesker. Do you realize, hvor mange film, der er lavet om skurke, der lister ind på hospitaler og myrder folk, der er skrøbelige og dead easy to kill?”
Jeg nikkede. De gjorde det samme i bøger. Ombragte en komatøs mand på intensivstuen eller et trafikoffer indkapslet i gips. Han var gået i gang med plottet på en film, der indeholdt et mord på et hospital. Jeg havde set den, så jeg afbrød ham:
”Du ved godt, hvorfor man ikke må overvære obduktioner — eller i det hele taget komme ind på retsmedicinske institutter, hvis man ikke har noget at gøre der, ikke?”
”Course I do! 'Personfølsomme oplysninger'. Han vrængede det ud. ”Men de er jo for helvede dead, goddammit!”
”Jo, men det er også, fordi de servicerer politiet og ligger inde med retsmedicinsk bevismateriale mod voldtægtsmænd, mordere og andre typer forbr...” Han afbrød mig, men det var vel egentlig også hans tur.
”That’s bullshit, men altså: De levende keder mig; lig fascinerer mig, og hvis jeg ikke kan komme til at overvære obduktion, så kan jeg gøre det næstbedste: læse din bog. Jeg har hørt, at den handler om en obduktion?”
Jeg rystede på hovedet. ”Nej, den handler ikke om en, men den myrdede teenager i min bog bliver obduceret, og man følger obduktionen fra A til Z.” Folk forstår ikke, hvad "handle om" betyder.
”Flueknepperi. Bullshit. Er den obduktion så ... detaljeret?”
”Der er alle de detaljer med, man skal bruge for finde ud af, hvordan pigen døde, hvornår hun døde ...”
”Will it make me any the wiser?”
”Du lærer, hvordan en obduktion foregår, ja. I detaljer.”
”Vil du garantere det?”
”If you want a guarantee, buy a toaster,” kunne jeg ikke lade være med at sige.
Han smilede påskønnende til mig. Det kunne jeg godt lide. Nu kunne det kun gå fremad.
”Er det ulækkert?” Han smilede satanisk på en sådan måde, at al den uønskede hårvækst, jeg har rundt omkring på kroppen, rejste sig bifaldende: Han var jo her hos mig. Hvor han hørte hjemme. Og det gjorde ikke så meget, at han var både tumpet og lam.
”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det er lidt makabert, men jeg er også sart. Jeg kunne næsten ikke bære at se Nattevagten, hvor man tilbringer meget af filmen i en morgue fuld af døde mennesker med tåsedlerne stikkende ud fra lagenerne. Og under en af Saw-filmene, som mine teenagebørn tvang mig til at se, måtte jeg forlade stuen under en eksplicit obduktionsfrekvens, hvor knoglestøvet svirrede i luften, mens rundsaven arbejdede sig gennem kraniet.”
”Har set dem begge to. Men hvorfor i himlens navn skriver du om det? If you feel like that?”
Interesseret i mig? Omsider.
”Fordi jeg også er draget af det. Fascineret af det på sådan en angstblandet måde. Tør ikke, men kan ikke lade være.” (Fuck, hvor er jeg lam).
Han tømte sin Newcastle Brown og smækkede med læberne. Så rejste han sig. ”Gotta go. Things to do, people to see.”
Ikke interesseret? Hvasså med den ”Smoky eyes-kit” fra Benefits? Virkede alligevel ikke?
”Hvad?” Mit bankende hjerte havde kurs mod maven. ”Vil du ikke høre, hvad den handler om?” Og vil du i øvrigt ikke blive her i nat? Tænkte jeg. Var han virkelig bare kommet for at forhøre sig om obduktionssekvensen i min bog?
Han rystede på hovedet. ”Vi har en aftale med Penguin.”
”Vi?”
”Ja, mig og Smith & Wesson.”
”The most powerful handgun in the world,” hvislede jeg længselsfuldt. ”It would blow your head right off.” Men jeg havde besindelse nok til at kvække: ”Penguin?”
”Jeg vil have din bog oversat hurtigt, jeg er så træt af at vente. I'm an old man.“ Han åbnede døren, men vendte sig med netop det smil, som havde hærget mine drømme de sidste tyve år.
”Og det er nu, du skal spørge dig selv: Do you feel lucky? Det ville jeg gøre, hvis jeg dig.“
"Øhhh...?"
"Well, do ya, punk?”
"Æhhh...?"
Og så var han væk. Men i et splitsekund så jeg snippen af en lang frakke, der med nød og næppe undslap døren, da den lukkede sig med et cinematisk klik.
Susanne Eastwood? Hvordan lyder det?
Klokken var næsten elleve, da jeg nærmede mig mit værelse på Sheraton Park Tower med nøglekortet i hånden og én ting i tankerne: At få de støvler af. Men jeg kom på andre tanker, da jeg så, at døren til mit værelse stod på klem, og et svagt lys sivede ud gennem sprækken. Jeg standsede og tænkte på stewardessen, der for nylig var blevet banket ihjel på et hotel i København, men da jeg var færdig med det, skubbede jeg langsomt døren op med foden, mens adrenalinet skød helt ud i fingerspidserne som skovbrand. Uden at flytte mig kunne jeg nu se, at sengelampen var tændt, og lugte en krydret cigaret, hvis røgslør blandede sig med lyset fra lampen som en lang, doven sky.
”Get on in, Suzanne,” lød en rusten stemme, som jeg genkendte. Mere adrenalin, over det hele; så meget, at jeg slet var kæk nok til at påpege, at mit navn var totalt sibilant: Nul z.
Kæk? Jeg var overhovedet ikke kæk. Blodet bankede rundt i kroppen og hamrede mod tindingerne, men det var ikke af skræk, nærmere noget i retning af tændt rødt lys i krybdyrshjernen. For stemmen tilhørte ham, jeg havde drømt om, ham, der ville møde mig ved mundingen af Mississippi-floden, men aldrig dukkede op, ham, jeg græd over, da de væmmelige skævøjer gennemhullede ham med deres væmmelige kugler. Ham med den velholdte Torino og bukselinningen halvt oppe om ørerne. (Ikke at sidstnævnte gjorde ham mindre sexet, mind you.)
Jeg svælgede langsomt og gik så ind. Han sad tilbagelænet i den store, røde plyslænestol og krængede sine tynde læber om stumpen af en cigaret, han holdt mellem to fingre; gløden blinkede til mig i halvmørket, da han sugede for sidste gang og derpå kvaste den i en ølkapsel. Han havde taget for sig af minibaren, og der stod en opknappet øl af et mærke, jeg ikke kunne se på bordet ved siden af. Men jeg var ret sikker på, det var en Newcastle Brown Ale. Jeg satte mig på sengen og kiggede spørgende på ham. Cool udvendig (er jeg sikker på), skælvende af lystblandet generthed indvendig.
Clint & Mig. Together. Forever.
Han smilede fra sin halvliggende stilling i den bløde stol og kom mig i forkøbet.
”Jeg kan komme ind alle steder.”
(Jeg ELSKER folk, der kan komme ind alle steder).
Han tog en slurk øl og fortsatte: ”Det siger sig selv.” Og netop, som jeg havde taget mig sammen til at spørge ham, hvorfor han så lige netop havde brugt sin evne til at komme ind alle steder på et stk. kvindfolk, der var langt over den kriminelle lavalder, sagde han:
”Du har skrevet en ny roman?”Jeg nikkede, og læberne skiltes for at give kæben mulighed for at ramme gulvet. Hvor vidste han det fra? Hvor kendte han overhovedet mig fra? Og hvorfor interesserede det ham?
”Den handler om døde mennesker? Om lig, hører jeg.”
”Om døde mennesker, men ikke om lig,” hørte jeg mig selv svare og håbede inderligt, at han ikke ville bede mig diske op med forskellen.
”Fortæl — sig mig, doncha want a drink?”
Det kunne man roligt sige. Jeg rejste mig og gik over til et bord ved siden af minibaren, hvorpå der stod et udvalg af vin i halvflasker. Jeg snuppede en rød med skruelåg. Dem var jeg begyndt at sætte pris på.
”Fortæl,” lød det utålmodigt fra lænestolen. ”Om døde mennesker, men ikke om lig. Go on. Goddammit.”
”Altså, der er lig i historien. Romanen foregår jo blandt retsmedicinere, så selvfølgelig er der lig i. Min heltinde — eller hvad det hedder — er retsmediciner.” Fuck, hvor lød det lamt!
”Lig fascinerer mig. Dead people. Jeg er så inderligt træt af de levende.” Fuck, det lød mindst lige så lamt.
”Okay.” Hvad skulle man ellers sige? Han kiggede vedholdende på mig. Jeg blev nervøs og begyndte: ”Hvor ved du ...” men han afbrød mig.
”Jeg har altid ønsket at overvære en obduktion, og jeg må have spurgt de første 100 retsmedicinere, om jeg måtte ...”
Men han havde fået afslag hver gang. Ja, det kunne jeg godt have fortalt ham. Syge tumpe! Hvad er det for en malign interesse? Jeg vidste, at retsmedicinere hver dag modtog opringninger, breve og e-mails fra folk, syge tumper, der ønskede at overvære en obduktion. Men retsmedicinske institutter i Danmark og i de fleste andre lande er bedre sikret mod uvedkommendes eventuelle adgang end Fort Knox og har flere nøglekorts-kontrollerede døre, end jeg nogensinde har oplevet noget andet sted.
Clint-baby fortalte om hvert enkelt afslag med en detaljerigdom, så jeg kunne mærke hans smerte over afslagene helt ind i den del af min super empatiske kvindesjæl, der normalt er reserveret til mishandlede hunde. (Jeg havde allerede glemt, at jeg momentant havde ment, han var en syg tumpe). Afvisning var næppe det, han var vant til, denne mand, der kunne komme ind alle steder og i hvert fald på et hotelværelse, der var mit. Ikke at jeg havde noget imod det. (Fuck, hvor er jeg lam!)
”But that’s bullshit, yeah?” Åh, nej, ikke vred! Okay, hvis vreden kun skyldtes det stykke tobak, der blev ved med at hænge fast i læben på ham, og som han nu forgæves forsøgte at fjerne med finger, så fred være med det.
”Når man tænker på, at stort set alle og enhver kan komme og gå på hospitaler, der trods alt er fyldt med levende mennesker. Do you realize, hvor mange film, der er lavet om skurke, der lister ind på hospitaler og myrder folk, der er skrøbelige og dead easy to kill?”
Jeg nikkede. De gjorde det samme i bøger. Ombragte en komatøs mand på intensivstuen eller et trafikoffer indkapslet i gips. Han var gået i gang med plottet på en film, der indeholdt et mord på et hospital. Jeg havde set den, så jeg afbrød ham:
”Du ved godt, hvorfor man ikke må overvære obduktioner — eller i det hele taget komme ind på retsmedicinske institutter, hvis man ikke har noget at gøre der, ikke?”
”Course I do! 'Personfølsomme oplysninger'. Han vrængede det ud. ”Men de er jo for helvede dead, goddammit!”
”Jo, men det er også, fordi de servicerer politiet og ligger inde med retsmedicinsk bevismateriale mod voldtægtsmænd, mordere og andre typer forbr...” Han afbrød mig, men det var vel egentlig også hans tur.
”That’s bullshit, men altså: De levende keder mig; lig fascinerer mig, og hvis jeg ikke kan komme til at overvære obduktion, så kan jeg gøre det næstbedste: læse din bog. Jeg har hørt, at den handler om en obduktion?”
Jeg rystede på hovedet. ”Nej, den handler ikke om en, men den myrdede teenager i min bog bliver obduceret, og man følger obduktionen fra A til Z.” Folk forstår ikke, hvad "handle om" betyder.
”Flueknepperi. Bullshit. Er den obduktion så ... detaljeret?”
”Der er alle de detaljer med, man skal bruge for finde ud af, hvordan pigen døde, hvornår hun døde ...”
”Will it make me any the wiser?”
”Du lærer, hvordan en obduktion foregår, ja. I detaljer.”
”Vil du garantere det?”
”If you want a guarantee, buy a toaster,” kunne jeg ikke lade være med at sige.
Han smilede påskønnende til mig. Det kunne jeg godt lide. Nu kunne det kun gå fremad.
”Er det ulækkert?” Han smilede satanisk på en sådan måde, at al den uønskede hårvækst, jeg har rundt omkring på kroppen, rejste sig bifaldende: Han var jo her hos mig. Hvor han hørte hjemme. Og det gjorde ikke så meget, at han var både tumpet og lam.
”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det er lidt makabert, men jeg er også sart. Jeg kunne næsten ikke bære at se Nattevagten, hvor man tilbringer meget af filmen i en morgue fuld af døde mennesker med tåsedlerne stikkende ud fra lagenerne. Og under en af Saw-filmene, som mine teenagebørn tvang mig til at se, måtte jeg forlade stuen under en eksplicit obduktionsfrekvens, hvor knoglestøvet svirrede i luften, mens rundsaven arbejdede sig gennem kraniet.”
”Har set dem begge to. Men hvorfor i himlens navn skriver du om det? If you feel like that?”
Interesseret i mig? Omsider.
”Fordi jeg også er draget af det. Fascineret af det på sådan en angstblandet måde. Tør ikke, men kan ikke lade være.” (Fuck, hvor er jeg lam).
Han tømte sin Newcastle Brown og smækkede med læberne. Så rejste han sig. ”Gotta go. Things to do, people to see.”
Ikke interesseret? Hvasså med den ”Smoky eyes-kit” fra Benefits? Virkede alligevel ikke?
”Hvad?” Mit bankende hjerte havde kurs mod maven. ”Vil du ikke høre, hvad den handler om?” Og vil du i øvrigt ikke blive her i nat? Tænkte jeg. Var han virkelig bare kommet for at forhøre sig om obduktionssekvensen i min bog?
Han rystede på hovedet. ”Vi har en aftale med Penguin.”
”Vi?”
”The most powerful handgun in the world,” hvislede jeg længselsfuldt. ”It would blow your head right off.” Men jeg havde besindelse nok til at kvække: ”Penguin?”
”Jeg vil have din bog oversat hurtigt, jeg er så træt af at vente. I'm an old man.“ Han åbnede døren, men vendte sig med netop det smil, som havde hærget mine drømme de sidste tyve år.
”Og det er nu, du skal spørge dig selv: Do you feel lucky? Det ville jeg gøre, hvis jeg dig.“
"Øhhh...?"
"Well, do ya, punk?”
"Æhhh...?"
Og så var han væk. Men i et splitsekund så jeg snippen af en lang frakke, der med nød og næppe undslap døren, da den lukkede sig med et cinematisk klik.
Susanne Eastwood? Hvordan lyder det?