Femikrimi: Forfatteren Susanne Staun har med serien om den nymfomane og geniale adfærdspyskolog Fanny Fiske skabt et femikrimiunivers fra helvede. Men hendes hovedperson er også et feministisk statement om de ulige vilkår på markedet for sex og kærlighed.
Af JESPER STEIN LARSEN, Jyllands-Posten, 28.12.09
Det er en sjov blanding af bøger,« siger fotografen, da interviewet er slut. Vi sidder i Susanne Stauns køkken. Foran os på bordet ved siden et fad hjemmebagte finskbrød ligger "Mickey Mysteries", en pocketbog med Mickey Mouse i hovedrollen som detektiv, side om side med
Vernon J. Geberths "Pracitical homicide investigation", en legendarisk håndbog for drabsefterforskere illustreret med hundredvis af sort/ hvide fotos af ofre for den værste forbrydelse af alle. Susanne Staun slår ud med hånden mod de to bøger og siger: »Der er ikke nogen væsensforskel på en detektivhistorie med Mickey Mouse i hovedrollen og det, man ser på det danske krimimarked i dag - bortset fra at personerne hverken må skide eller dø hos Disney. Men plot og karaktermæssigt er der ikke nogen kvalitetsforskel.« Ligeså karakteristisk rå og ærlig bemærkningen er, ligeså symbolske er de to yderpoler for Susanne Staun: Disneys kreative, fantasifulde og legende klichéunivers og Geberths brutale sort/ hvide virkelighed, hvor intet er dækket til.
I 10 år sad Susanne Staun på Egmont Comic Creation og skrev blandt andet råhistorierne til tegneseriebøger som Mickey Mysteries, indtil hun i 1998 blev fuldtidsforfatter.
I 1999 kom den første bog i "Fanny Fiske"-serien — en parodi på den adfærdspsykologiske krimitrend, som med "Hannibal the Cannibal" i spidsen prægede 1990'erne - men ikke mere parodi end at researchen om adfærdskriminologien og drabsefterforskningen skulle være i orden. Derfor er Vernon J. Geberths bog fuld af streger og indramninger.
»Er der slet ikke nogen, der vil have mine kager?« spørger Susanne Staun afvæbnende, fordi hun godt ved, at hun har fået sagt noget, som journalister elsker, fordi det er lige på og hårdt.
Dødkedelige klidmostre
»Jeg har længe været supertræt af danske femikrimiers kvinder, dødkedelige klidmostre, der spiser ostemadder, hvis liv er fuld af evigtængstelige banaliteter. Jeg ville have en hovedperson, der havde mere personlighed og meget mere kant. I stedet for at plottet og opklaringen er det overordnede, ville jeg have en roman, hvor tingene flytter sig på grund af hovedpersonens adfærd og ikke omvendt.« Den hovedperson har nu fem krimier på samvittigheden, hedder Fanny Fiske og er adfærdspsykolog med speciale i profilering af afsporede seriemordere - »mine drenge«, som hun kalder dem - gourmet med hang til den italienske brandy Vechhia Romagna, unge elskere, som der forbruges adskillige af i bøgerne, og plastickirurgi nok til at få Michael Jackson til at rotere i graven af misundelse.
»Jeg havde ingen idé med hende, da jeg begyndte. Jeg havde ligget og læst alle de her amerikanske seriemorderkrimier, til det kom ud af begge ører. Der er jo flere bøger om fænomenet, end der har været seriemordere i USA. Nu laver jeg en parodi, tænkte jeg. Og det tog mig, eksklusiv research, to måneder, men så skete der det, at anmelderne troede, at det var et alvorligt forsøg. Hvis jeg nu bruger hende en gang til, så kan jeg brede hende ud, tænkte jeg. Og så har det udviklet sig. Fanny Fiske handler om, hvordan det er at blive gammel og miste arbejde og identitet. Hun er et bud på, hvad man stiller op, når man bliver stillet ansigt til ansigt med en virkelighed, der hedder, at kvinder ikke har noget liv som attraktive kvinder efter 50.« Fanny Fiske-bøgerne er så langt fra den almindelige krimis heltinder, som man kan komme. Og lige så langt fra den klassiske krimis opbygning. Sproget er ekspressivt, galopperende og kører i turbo, og vi kommer godt ud af tangenterne, når lejligheden byder sig, og det gør den hele tiden.
Ingen happy ending
»Der er nogle litterære betragtninger i Danmark om, at man skal gøre det på en bestemt måde, og det vil jeg ikke. Danske krimier er meget ensartede, de følger en bestselleropskrift, og jeg gør det modsatte. Det er ikke romaner, man hygger sig med, der er ingen identifikation, ingen feelgood, ingen happy ending, ingen orden i kaos - alt sammen noget der virkelig er kardinalpunkter for at blive en bestseller. Jeg er utilfreds med, at der er så lidt variation i danske krimier, og at alle tilsyneladende skriver den samme historie. Der er rig mulighed for at boltre sig, når nu krimiens eneste krav er mord og opklaring. Men det virker, som om hele genren folder sig om sig selv og bliver mere og mere kommerciel og leflende, efterhånden som bestselleropskriften er blevet hver mands eje.« »En af de væsentligste ingredienser er, at der ikke må være noget på spil, ingen må blive stødt, og kun ufarlige emner er i orden. Her i landet kan man godt lide at komme plaster på og lukke emner til. Fanny Fiske er den, der tager plastret af og kigger på det åbne sår.«.
Fanny Fiske nyder livet
Selv om Fanny Fiske ikke er en klassisk heltinde, er hun i særklasse til sit job. Hun læser og løser sager på en måde, der får Clarice Starling til at ligne en amatør. Og hun nyder livet i et omfang, der desværre næppe er mange af hendes virkelige medsøstre forundt.
»Hun kan sine ting, hun klarer sig på sine egne vilkår særdeles godt, velklædt, velduftende og superkompetent. Hun er også fri af alle de bånd, som børn, mand og identificerbart sted giver. Og det er selvfølgelig også noget af det, der gør, at identifikationen er meget lav. Selv Cornwell, hvor hun bor, er et fiktivt sted mellem England og Frankrig. Jeg ville have et sted, hvor jeg selv kunne bestemme. Hvis man laver noget, der foregår et bestemt sted, skal det være rigtigt ned til mindste detalje. Og så er du nede og bruge tid på ting, der er helt irrelevante. Meget research og tung information er prosaødelæggende.«.
Hvem er Susanne Staun?
Nok om Fanny Fiske — hvem er Susanne Staun? Hun er garant for nogle ordentlige sproglige maskingeværssalver; det er her, man skal stå op i går for at følge med. Sådan kender undertegnede hende fra Facebook og det danske krimimiljø, men her i køkkenet er hun anderledes, sårbar og lettere nervøs, på hjemmebane på gården ved Frederikssund, som sammen med en lejlighed på Vesterbro udgør hjemmet for hende selv, mand, to teenagebørn og en kat, der har glemt, hvor kattebakken står. Susanne Staun har skrevet 11 bøger på samme antal år og samtidig passet 28 heste og to børn.
»Plus tre-fire oversættelser om året. Hvis man gør det, bliver man nødt til at være rimelig effektiv og disciplineret, stå op klokken lort, og så er det i gang. Jeg havde lige tre år, da jeg fik Statens Kunstfonds 3-årige legat, hvor jeg gik helt i stå og ikke kunne noget. Jeg havde ellers troet, at skriveblokering kun var noget for krukker, men det kan ske for os alle.«
Staun er et navn
I det litterære miljø er Susanne Staun et navn. Hun er rost for sin sproglige originalitet, for sit galopperende stilistiske frisind og for en pen, der er så skarp, at man kan skære sig på den. Om det er den smalle litteraturs solkonge, Lars Bukdahl, bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen eller nogle af de mange venner og kolleger fra begge lejre, man spørger, så er anerkendelsen stor og komplimenterne mange.
Alligevel er det svært at høre til noget sted for Susanne Staun. For hun skriver jo krimi, og det er ikke altid stuerent på bjerget, men hun skriver krimi, som er så fjernt fra den klassiske krimi, som det kan være, og det er ildeset i nogle krimikredse i Danmark. Men måske er det meget godt, for Susanne Staun er i en slags evigt flanerende opposition til sin omverden, og når hun skal forklare årsagen til, at hun gør noget, er det ikke sjældent, fordi der var et modbillede, et dogme om, at sådan gør man ikke.
»Jeg er en trodsperson. Jeg bliver afsindig irriteret, når folk siger, at sådan er det. Så skal jeg nok vise, at det er det ikke.« Så når folk hævder, at Fanny Fiske er et opgør med femikrimien, siger hun nej og lukker op for en af sine kæpheste:.
Kvindelig Jørgen Leth
»Jeg kalder det en femikrimi. Jeg har ikke noget dårligt forhold til det ord. Det er en vejledning om, at det er en bog med en kvindelig helt skrevet af en kvindelig forfatter, hvor det kønstypiske er meget udtalt. Hun knalder til højre og venstre, selv om hun er godt oppe i årene.
Og hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det, som mænd gør? Ikke at det nødvendigvis er fedt at duplikere mænd, men det må heller ikke være forbudt. Fanny er en kvindelig Jørgen Leth på overfladen, men der er jo magten til forskel mellem dem. Leth kan gøre det, fordi han er mand, og hun skal igennem en hel del plastickirurgi for at kunne fortsætte med det. Og det er en af pointerne. Som hun selv spørger: Hvad vil du være? En selvskamferende kvinde, der bliver lagt ned, eller en naturligt ældet kvinde, for hvem dette kun er et kært minde? Det er da en interessant diskussion, og det er for mig at tage plasteret af.« Men er der så stor forskel på mænd og kvinder? »Når jeg sidder og kigger på min omgangskreds, som alle er skilt nu, mænd og kvinder i 40'erne og 50'erne, så går mændene videre til nogle nye yngre kvinder, mens kvinderne jubler af glæde over, at de også skal ud og prøve og så tilbringer de nogle usle år med netdating, får lidt suppe-sex, lidt afvisning og nogle psykopater, og så opgiver de og finder sig en sund hobby. Det er utrolig nedværdigende, og mit hjerte bløder. Jeg bliver biologisk gal og vred på en mand som Jørgen Leth, som uden refleksioner og omtanke siger, at det gør en mand stolt at blive set med en yngre kvinde - uimodsagt af sin egen samtids kvinder. Det er en ren svinehund. Det er sådan, at hvis du skal have noget som kvinde plus 40, så skal du lige have løftet stegen lidt. Det er upopulært at sige, men sådan er det, og folk som Jørgen Leth håner kvinder med sin bemærkning.« Men hvorfor er det sådan? »Mænd er genetisk programmeret til, at de skal formere sig hele livet igennem. Og derfor finder de formeringsdygtige kvinder, og rynker er kun noget, der fortæller dem, at de ikke kan formere sig.« Men gør man oprør som kvinde ved at blive plastikopereret? »Fanny handler. Hun siger: Hvis jeg skal have noget, så bliver jeg nødt til at fjerne disse rynker.
Det er på en gang et feministisk og antifeministisk udsagn. Det er feministisk, at hun tager magten over sin egen krop, og det er antifeministisk, at man skal gøre sig til for at få noget. Medier, reklamebranche og filmindustrien har et stort ansvar for at skabe nogle andre ikoner end yngre modeller. Vi har kun Helen Mirren som Jane Tennison. Ældre kvinder savner nogle rollemodeller i det offentlige rum. Jeg var ude at spise med en filmmand, som var interesseret i at lave en "Modesty Blaise"-serie på otte afsnit med mig som forfatter. Mit eneste krav var, at de kvindelige hovedpersoner skulle være over 50. Det gik ikke, sagde han og tilføjede, at "sex mellem gamle mennesker er sgu så grimt at se på". Det er sådan noget, der får mig til at tænke: hvor er vi så henne?« Hvor meget af dig er der i Fanny Fiske? »Vi har kun maden til fælles. Men jeg kunne da godt tænke mig at være hende i mit næste liv. Jeg skriver om kvinder i bøgerne på en måde, jeg gerne selv vil se dem på. Jeg nyder at være inde i Fanny Fiske. Hun har et sprogligt drive og en vinkel på verden, der gør mig godt. Og så er der det særlige ved hende, at hun taler og opfatter verden åbent på den måde, som kvinder taler sammen, når de er alene - og det er helt anderledes, end når der er mænd tilstede.«
Der kommer mere Fanny Fiske engang i fremtiden, men hvornår ved Susanne Staun ikke, selv om hun så småt er ved at indstille sig på at afslutte serien. Næste år kommer der til gengæld en retsmedicinsk krimi. Forbrydelsen bliver opklaret af dr. Maria Krause, en 47-årig kvindelig vicestatsobducent fra Odense. Den er realistisk og forankret i en genkendelig virkelighed, og så bliver man jo helt nervøs ...
Fakta om Fiske-serien:
• Anmeldelser af samtlige romaner kan læses her.
• Romanerne er udkommet i fire forskellige udgaver, inkl. trilogien ovenfor.
• Mit smukke lig blev indstillet til Kritikerprisen & Weekendavisens Litteraturpris; Mine piger blev indstillet til Læsernes bogpris
• DTV købte Som arvesynden, der blev til Die Signatur des Bösen, men opgav at købe resten af serien fordi jeg nægtede at stryge et kapitel, hvor Fanny udbreder sig om, hvorfor dødsstraf er en god ide. Politisk korrekthed egner sig ikke til en heltinde, der gør sig så stor umage med at ikke at være politisk korrekt.
Af JESPER STEIN LARSEN, Jyllands-Posten, 28.12.09
Det er en sjov blanding af bøger,« siger fotografen, da interviewet er slut. Vi sidder i Susanne Stauns køkken. Foran os på bordet ved siden et fad hjemmebagte finskbrød ligger "Mickey Mysteries", en pocketbog med Mickey Mouse i hovedrollen som detektiv, side om side med
I 10 år sad Susanne Staun på Egmont Comic Creation og skrev blandt andet råhistorierne til tegneseriebøger som Mickey Mysteries, indtil hun i 1998 blev fuldtidsforfatter.
I 1999 kom den første bog i "Fanny Fiske"-serien — en parodi på den adfærdspsykologiske krimitrend, som med "Hannibal the Cannibal" i spidsen prægede 1990'erne - men ikke mere parodi end at researchen om adfærdskriminologien og drabsefterforskningen skulle være i orden. Derfor er Vernon J. Geberths bog fuld af streger og indramninger.
»Er der slet ikke nogen, der vil have mine kager?« spørger Susanne Staun afvæbnende, fordi hun godt ved, at hun har fået sagt noget, som journalister elsker, fordi det er lige på og hårdt.
Dødkedelige klidmostre
»Jeg har længe været supertræt af danske femikrimiers kvinder, dødkedelige klidmostre, der spiser ostemadder, hvis liv er fuld af evigtængstelige banaliteter. Jeg ville have en hovedperson, der havde mere personlighed og meget mere kant. I stedet for at plottet og opklaringen er det overordnede, ville jeg have en roman, hvor tingene flytter sig på grund af hovedpersonens adfærd og ikke omvendt.« Den hovedperson har nu fem krimier på samvittigheden, hedder Fanny Fiske og er adfærdspsykolog med speciale i profilering af afsporede seriemordere - »mine drenge«, som hun kalder dem - gourmet med hang til den italienske brandy Vechhia Romagna, unge elskere, som der forbruges adskillige af i bøgerne, og plastickirurgi nok til at få Michael Jackson til at rotere i graven af misundelse.
 |
| Første Fanny-roman |
Ingen happy ending
 |
| Andet kapitel i serien |
Fanny Fiske nyder livet
Selv om Fanny Fiske ikke er en klassisk heltinde, er hun i særklasse til sit job. Hun læser og løser sager på en måde, der får Clarice Starling til at ligne en amatør. Og hun nyder livet i et omfang, der desværre næppe er mange af hendes virkelige medsøstre forundt.
 |
| Tredje Fanny-roman |
»Hun kan sine ting, hun klarer sig på sine egne vilkår særdeles godt, velklædt, velduftende og superkompetent. Hun er også fri af alle de bånd, som børn, mand og identificerbart sted giver. Og det er selvfølgelig også noget af det, der gør, at identifikationen er meget lav. Selv Cornwell, hvor hun bor, er et fiktivt sted mellem England og Frankrig. Jeg ville have et sted, hvor jeg selv kunne bestemme. Hvis man laver noget, der foregår et bestemt sted, skal det være rigtigt ned til mindste detalje. Og så er du nede og bruge tid på ting, der er helt irrelevante. Meget research og tung information er prosaødelæggende.«.
Hvem er Susanne Staun?
Nok om Fanny Fiske — hvem er Susanne Staun? Hun er garant for nogle ordentlige sproglige maskingeværssalver; det er her, man skal stå op i går for at følge med. Sådan kender undertegnede hende fra Facebook og det danske krimimiljø, men her i køkkenet er hun anderledes, sårbar og lettere nervøs, på hjemmebane på gården ved Frederikssund, som sammen med en lejlighed på Vesterbro udgør hjemmet for hende selv, mand, to teenagebørn og en kat, der har glemt, hvor kattebakken står. Susanne Staun har skrevet 11 bøger på samme antal år og samtidig passet 28 heste og to børn.
 |
| Fjerde og .... |
Staun er et navn
I det litterære miljø er Susanne Staun et navn. Hun er rost for sin sproglige originalitet, for sit galopperende stilistiske frisind og for en pen, der er så skarp, at man kan skære sig på den. Om det er den smalle litteraturs solkonge, Lars Bukdahl, bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen eller nogle af de mange venner og kolleger fra begge lejre, man spørger, så er anerkendelsen stor og komplimenterne mange.
Alligevel er det svært at høre til noget sted for Susanne Staun. For hun skriver jo krimi, og det er ikke altid stuerent på bjerget, men hun skriver krimi, som er så fjernt fra den klassiske krimi, som det kan være, og det er ildeset i nogle krimikredse i Danmark. Men måske er det meget godt, for Susanne Staun er i en slags evigt flanerende opposition til sin omverden, og når hun skal forklare årsagen til, at hun gør noget, er det ikke sjældent, fordi der var et modbillede, et dogme om, at sådan gør man ikke.
»Jeg er en trodsperson. Jeg bliver afsindig irriteret, når folk siger, at sådan er det. Så skal jeg nok vise, at det er det ikke.« Så når folk hævder, at Fanny Fiske er et opgør med femikrimien, siger hun nej og lukker op for en af sine kæpheste:.
Kvindelig Jørgen Leth
»Jeg kalder det en femikrimi. Jeg har ikke noget dårligt forhold til det ord. Det er en vejledning om, at det er en bog med en kvindelig helt skrevet af en kvindelig forfatter, hvor det kønstypiske er meget udtalt. Hun knalder til højre og venstre, selv om hun er godt oppe i årene.
 |
| .... femte |
Der kommer mere Fanny Fiske engang i fremtiden, men hvornår ved Susanne Staun ikke, selv om hun så småt er ved at indstille sig på at afslutte serien. Næste år kommer der til gengæld en retsmedicinsk krimi. Forbrydelsen bliver opklaret af dr. Maria Krause, en 47-årig kvindelig vicestatsobducent fra Odense. Den er realistisk og forankret i en genkendelig virkelighed, og så bliver man jo helt nervøs ...
Fakta om Fiske-serien:
• Anmeldelser af samtlige romaner kan læses her.
• Romanerne er udkommet i fire forskellige udgaver, inkl. trilogien ovenfor.
• Mit smukke lig blev indstillet til Kritikerprisen & Weekendavisens Litteraturpris; Mine piger blev indstillet til Læsernes bogpris
• DTV købte Som arvesynden, der blev til Die Signatur des Bösen, men opgav at købe resten af serien fordi jeg nægtede at stryge et kapitel, hvor Fanny udbreder sig om, hvorfor dødsstraf er en god ide. Politisk korrekthed egner sig ikke til en heltinde, der gør sig så stor umage med at ikke at være politisk korrekt.