Velkommen til Susanne Stauns blog, Suzys blob, en sørgeligt forsømt blog om løst & fast om romaner, diverse – og skørlevned under krimimessen, fra dengang den stadig var sjov.

tirsdag den 1. december 2009

Fannys projekt Nøgne Abe

Alle tror øjensynligt og har længe, hvis ikke altid, troet, at Fanny handler om opgøret med femikrimi-klicheen, og den misopfattelse skal simpelthen dø. Fanny Fiske-serien har aldrig været udtænkt som et oprør mod eller en parodi på femikrimien eller dennes agenter, som Politikens May Schack hævdede i sin anmeldelse af Før jeg dør. Schack skrev videre, at projektet med at udklække, opfostre og udstille dette legemliggjort oprør, nu måtte være tilendebragt, men hvis projektet havde været så pauvert i sin begrænsning, havde jeg egentlig ikke behøvet mere end én bog: Se her, sådan ser en anti-femikrimi-heltinde ud. End of story.
Fanny er en seriekarakter, og selvom hun muligvis ligner en anti-femikrimi-heltinde, så er hendes væsentligste ærinde ikke desto mindre at udstille afviklingen af en kvinde. Mens Bunny Munro let afvikles i løbet af en enkelt bog, fordi han er en enkel organisme, så er kvinders knastede vej til graven langsommere og mere pinefuld, og jeg er optaget af uden filter at følge hver knast på vejen til den endelige løsning og se nogle ubehagelige ting i øjnene samtidig.

Hvad er en nøgen abe?
Når man ser noget i øjnene uden omsvøb, søforklaringer eller filter, er man i selskab med en nøgen abe. En sådan kunne være tiltrængt til at pulverisere noget af alt det feel good-nonsens, som især kvinder er så gode til at sige til sig selv, for eksempel at det er skønt at blive ældre, når kendsgerningen nu engang er, at aldring er lig med en decimering af eksisterende muligheder. Men så inkarneret er kvinders hang til selvbedrag, at de ligefrem opfordrer deres medsøstre til stadig større doser: Stil dig foran spejlet, lyder rådet til enhver grimrian, og sig til dig selv, at du er smuk. Men som sagt: Gentager man en forkert sætning, tilstrækkelig mange gange kan den ende med at blive, eller i hvert fald forekomme — rigtig. Det er ganske almindelig selvhypnose.
Fanny har for længst fanget, at et glamourøst arbejde, glamourøs skønhed og glamourøs ungdom er billetten til et godt liv, og at hun faretruende nærmer sig alderdomshjemmet, hvor det er meget svært at få øje på noget glamourøst. Allerede i tredje Fiske-bog, Mit smukke lig, ryger arbejdet, og i den seneste, Før jeg dør, truer hendes seksualliv med endelig forvitring.

Sex & arbejde
Hvis der i nogens liv findes vigtigere størrelser end sex og arbejde, så vil jeg gerne ringes op. Hvad kunne det være? Mad? Alkohol? Havearbejde? Hestehold? Spinning?
Hvad er Dicte Svendsen, Louise Rick, Dan Sommerdahl og alle de andre hovedaktører i dagens krimiserier optaget af, eller for nu at være helt dækkende: Hvad er alle mennesker, fiktive som lyslevende, til alle tider optaget af? Det rigtige svar er: Sex og arbejde. Well, mange vil nok foretrække at kalde sex ”parforhold”, men for os, der holder af nøgne aber, er ”parforhold” jo bare et mere spiseligt ord for ”sex”.
Nej, Susanne, sex er kun sex, hører jeg et kor pibe. Parforhold er også alt det andet: opvask, børn, konflikt, utroskab. Jamen, det er jo det, jeg siger: sex. Opvask, børn og konflikt står for afseksualiseringen af forholdet, hvilket medfører utroskab, som er ... sex!
Hvad sker der så, når de to vigtigste parametre for et godt liv forsvinder, som en øjensynlig naturlig del af en kvindes aldring? Det er præcis, hvad jeg er optaget af at lade Fanny gennemleve — og hun er slet ikke færdig, for hun kæmper for at beholde sine privilegier.

Mænd er stedsegrønne
Fanny lider af svarre arbejdsabstinenser, men er mindst lige så optaget af en eventuel forekomst af rynker. Ser hun en, må den prompte skæres væk. I GUDER, HVOR ER HUN BARE OVERFLADISK OG FORFÆNGELIG! Well, lad os se på det.
Kvinder vil gerne have kloge mænd med masser af rynker, livserfaring og helst også pænt med penge, status og prestige. Mænds dej er derimod prædisponeret til at hæve i selskab med kvinder, de selv kunne have produceret. Jeg gætter på, at der i deres krybdyrshjerne ligger en urindkodning, som udsiger, at de eksisterer for at formere sig, og at objektet for deres begær følgelig må have formeringsevnen i behold. Til det brug har rynker kuhttp://www.blogger.com/img/blank.gifn signalværdi: Er der tilstrækkelig mange, betyder det, at objektet ikke længere er formeringsdygtigt.
Aha! tænker Fanny straks. Hvis jeg fjerner rynkerne, tror de, at jeg kan formere mig, og så vil de stadig gerne have mig. Hvor svært er det nu at forstå, at hun opfatter rynkereduktion som forskellen mellem et godt og et dårligt liv?
Jørgen Leth gjorde det tidligere på året smertens klart, at aldersdecimeringen kun gjaldt kvinder, og det fik han lov til at gøre helt uden modstand eller refleksion fra en kælen og sagtmodig presse og til en mærkværdigt kraftig applaus fra ældre kvinder som Susanne Bjerrehus og Karen Thisted. Sidstnævnte gik endda så vidt som til at sige, at Leth & Sabro gjorde hende stolt på generationens vegne — stolt over hvad? Over at gamlingene kunne finde ud af at skrive en mailroman om sig selv, hvor liderligheden sejrede, lidelsen forsvandt, og kommateringen indeholdt helt ureflekterede evergreens såsom ”Det gør en mand stolt at blive set med en yngre kvinde”(citeret efter hukommelsen). Og selvom man i vid udstrækning kan hævde, at Fanny er Leth i kvindelig udgave, så kan jeg bedre lide Fanny, for magt korrumperer, og modvind har altid været mere klædelig. Mine heltinder skal lide, for at jeg kan forstå verden. At Leth vælger ikke at lide gør ham umenneskelig og ubrugelig.

Selvskamferingen
Ældre kvinder skal med andre ord arbejde for at få noget, som Fanny udtrykker det. Men det er så også forkert.
For få år siden udtrykte Clint Eastwood, der selv omgiver sig med kvinder, han burde have adopteret, men i stedet valgte at gifte sig med, at kvinders stigende brug af plastikkirurgi var udtryk for en beklagelig parathed til selvskamfering. Jamen, Clint, det må du da kunne forstå, ellers havde du vel fundet dig en på din egen alder, ikke sandt?
Som altid med fingrene på den nøgne abes staveplade spørger Fanny: Hvad vil du være: en selvskamferende kvinde, der bliver lagt ned, eller en naturligt ældet kvinde, for hvem dette kun er et kært minde?
Noget at sige til, at visse folk har svært ved at goutere Fanny, når hun serverer den nøgne abe i så afpelset tilstand?
Jeg synes da også selv, det er brutalt, men det er det her også: ”Jeg indrømmer straks min lyst til at se på yngre damer. Hvis jeg var fri på markedet og fik tilbuddet fra en ”lovlig” og selvbevidst yngre dame,” hævder en mand på www.mandens.dk, "ville jeg uden tøven springe på min bedste vens datter, værsgo og tyg på den!”
Det gør vi så, men jeg hepper på Fanny, som siger: ”Jeg vil ikke finde mig i fremtiden.”