Velkommen til Susanne Stauns blog, Suzys blob, en sørgeligt forsømt blog om løst & fast om romaner, diverse – og skørlevned under krimimessen, fra dengang den stadig var sjov.

torsdag den 17. juli 2008

Dumme spørgsmål

”Hvad følte du, da han voldtog dig på badebroen?”, “Din søn er død i en højresvingsulykke. Hvordan har du det med det?” “Hvorfor synes du, det er sjovt at køre med rutsjebanen?” — må alle siges at høre til gruppen af dumme, men hyppigt stillede spørgsmål. Inden for bogbranchen findes der ligeledes en række rigtig dumme spørgsmål, men det allerværste er dette her:

“Hvad vil du sige med din bog?”

Uhyggeligt nok er der mange, der ikke er enige med mig i, at det her er et af de værste symptomer på et skråplan, men tværtimod mener, at det da er helt på sin plads — det er er nok samme type, der godt kan lide at gå til bogmesse med deres barnevogn eller ynder at ”møde forfatteren” til en saltstang i boghandlen.

Hvordan skal den stakkels bog nogensinde have en chance, efter man har mødt forfatteren og derefter har hans eller hendes grimme hoved klistret til nethinden, læser vejledt af hans eller hendes udtalelser og i det hele taget blander tingene sammen på en måde, der kun kan være en fordel, hvis man er onanist og har stået 5 meter fra Pamalaen, der har skrevet ”Min smukke numse & andre historier.”

Jeg har personligt meget svært ved at læse danskeres bøger, fordi jeg ved, hvem der er dumme, hvem der er irriterende, hvem der kaster med glas, når de bliver fulde eller endnu værre: aldrig bliver fulde, hvem der har mærkelige tics, og hvad ved jeg. Det griber alt sammen så forstyrrende ind i læsningen af deres bøger, at jeg lige så godt kan lade være.

Og hvis man så oven i købet også skal vide, hvad pokker de vil sige med deres bøger, hvis overhovedet noget, så er der da ingen grund til at læse bøgerne. Oder?

For mange år siden — 10? — var jeg til en ugelang forfatter/skuespiller-workshop, hvis formål og indhold desværre helt fortoner sig. Det eneste, jeg aldrig glemmer, var, da Fupz Aakesons til lejligheden skrevne stykke skulle opføres for et mindre, særligt udvalgt publikum. Da der var klappet færdigt, sænkede en tung stilhed sig over lokalet, indtil en modig sjæl omsider pippede:

“Hvad vil du sige med det stykke?“

Endnu en lang, tung stilhed sænkede sig, denne gang særligt over Fupz, som pillede lidt ved sin kuglepen, før han omsider svarede:

“Øøøøh.” [pause] “Nu er jeg ikke en stor tænker ...”

Og det var så det. Og det var forfærdeligt. Værre end de sekunder, der går, fra man afleverer lottokuponen, til man får at vide, at der “ikke er noget på den”.

At en af Danmarks bedste forfattere svarer sådan, viser dels noget om spørgsmålets iboende ubetimelighed, dels noget om Fupz’ ærlighed. For selvom mange utåleligt overakademiske forfattere løssluppent kaster sig ud i en (som regel løgnagtig, selvforherligende og efterrationaliserende) besvarelse af dette spørgsmål og dermed ødelægger enhver chance for, at deres læsere kunne hive en personlig oplevelse ud af deres bøger, lyder svaret altid hult. FORDI: En forfatters udgangspunkt for at kaste sig i lag med en bog meget sjældent er et ønske om at ”sige noget”, ligesom det slet ikke og aldrig har været forfatterens opgave.

Det er derimod en forfatters opgave at fortælle en historie, vise noget, sætte tanker i gang, sige det usigelige eller simpelthen bare underholde. Der er, meiner meinung nach, kun to fornuftige svar på det spørgsmål:

1. Find selv ud af det (m.a.o.: så læs dog den bog!)

2. Hvis jeg ville sige noget, havde jeg skrevet en kronik eller en fagbog, hvori jeg ville gøre mig de største anstrengelser for at nå frem til en utvetydig og let-fatbar konklusion, der helt ville overflødiggøre det spørgsmål.

Selv ikke en så socialrealistisk og om trafficking-ofre så megetsigende bog som Skadestuen blev til ud fra et ønske om at “sige noget om trafficking-ofre“, men udelukkende på baggrund af en scene, der oprindelig var skrevet til Steen Langstrups “I skyggen af Sadd“, som er skrevet af fire forfattere, hvoraf jeg skulle have været den ene, men altså ikke blev det, fordi historien ville det anderledes: En ikke-særlig lykkelig kvinde sidder i en lille beskidt taglejlighed og leverer telefonsex for penge. Hvorfor gør hun det?

Intet ønske om sige noget om noget. Ingen social samvittighed her. Bare en scene, der gerne ville folde sig ud. Skønlitteratur er altså bare ikke manifester.